Tvedten: Vi kan gå hele vejen
Aalborg Håndbolds norske fløj har respekt for Mors-Thy i lørdagens ligakamp
AALBORG: Aalborg Håndbold er godt kørende, når Håvard Tvedten figurerer på holdkortet.
Den 35-årige norske boldvirtuos er holdets eneste klassespiller på venstre fløj, og da han midtvejs i grundspillet sad ude i et par måneder med en fodskade, tabte Aalborg tre af otte kampe, bl.a. til upåagtede mandskaber som TMS Ringsted og Aarhus.
Han gjorde comeback i pokalsemifinalen, hvor holdet efter forlængelse tabte til Skjern, men siden er det blevet til fire ligasejre samt uafgjort ude mod Skjern.
- Jeg er endnu ikke tilbage på mit maksimale niveau og har smerter under opvarmningen, men de forsvinder i løbet af en kamp, og det generer mig ikke at spille fuld tid, siger Håvard Tvedten, der er forberedt på en hård fight lørdag eftermiddag mod Mors-Thy i Thyhallen.
- I efteråret gav de os kamp til stregen i Gigantium, hvor vi i først sidste øjeblik tog stikket hjem, og Mors-Thy udnytter deres ressourcer fornuftigt med et bredt og hurtigt spil, så vi tager opgaven yderst seriøst og har forberedt os grundigt. Vi skal vise, at vi er et bedre hold og især drage fordel af, at vi bør være stærkest i duelspillet.
Opadgående kurve
Håvard Tvedten forsikrer, at Aalborg-mandskabet ikke går lidt roligere til værks, efter at konkurrenten til fjerdepladsen, Team Tvis Holstebro, forleden tabte til Skjern.
- I sidste sæson kostede det os dyrt, at vi ikke fik point med over i slutspillet, så vi skal hurtigst muligt sikre os fjerdepladsen. I så fald står vi godt rustet til slutspillet. Jeg ser ingen begrænsninger med vores hold og tror på, at vi kan gå hele vejen - ikke mindst efter præstationerne i de seneste par kampe, hvor vi i højere grad end tidligere har formået at kombinere os igennem til chancer.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.