Tversted Aftenhøjskole holder fanen højt også i brydningstider

TVERSTED/TUEN/UGGERBY: Den levedygtige lille Tversted Aftenhøjskole gør det igen. Byder på syv højskoleaftener i selskab med særdeles spændende forelæsere og med lutter relevante emner. Hovedemnet for vinterens foredragsrække bliver "Mid i en brydningstid - Hvilke forventninger har vi til fremtiden." Og endnu en gang er det lykkedes aftenhøjskolen at hente seks spændende, kendte og vidende oplægsholdere til egnen suppleret af sognepræst Ib Wulff-Jørgensen, der traditionen tro slutter foredragsrækken af 24. februar i Borgernes Hus. Overskriften denne aften er "Det foranderlige set på baggrund af det konstante, hvis noget sådant findes." Aftenen slutter med generalforsamling. Sæsonen indledes 4. november på Klitgården i Tversted, hvor formanden for Folketinget Chr.Mejdal (V) fortæller udfra overskriften "Hvor bevæger vi os hen - set fra min formandsstol?" 18. november er aftenhøjskolen så lidt udenfor området, idet professor BethGrotheNielsen på højskolen Diget ved Skagen vil tale om "Kriminalitet og straf." 2. december i Tuen Forsamlingshus er direktør Jakob Jensen, Color Line gæst med overskriften" Midt i en brydningstid -også for færgebranchen." Folketingsmedlem, tidligere økonomiminister Marianne Jelved (R) gæster Borgernes Hus i Uggerby 13. januar. "Hvad skal vi leve af, og hvordan skal vi leve sammen?" er oplægget. "Fremtidens natur i Danmark?" Det er overskriften, når biolog Poul Hald-Mortensen, Vesløs gæster Klitgården i Tversted 27. januar. Konsulent Jan Jensen og social- og sundhedsassistent Laila Jensen, Tversted vil tage aftenhøjskolens elever med på tur. Det sker i Tuen Forsamlingshus 10. februar under overskriften "Tid til forandring - En rejse rundt om Jorden." schib