Tversted Jazzydays har vokseværk

Med mere end 55 jazzkoncerter og -arrangementer på alle tider af året er Tversted måske blevet Danmarks mest jazzede landsby.

- Det er efterhånden blevet til meget mere end en livsstil, udtaler Thomas Østergaard, formand og stifter af Tversted Jazzydays. Foreningen har allerede i år haft et stort internationalt navn på plakaten, og 1. påskedag rulles jazzløberen ud for en opgående dansk stjerne. Sangerinden Malene Mortensen er efter et fremstød for jazzeksport i London på genvisit i landsbyen ved Tannisbugt. Denne gang med opbakning fra pianisten Kasper Villaume. Foruden påskejazz kan Tversted også mønstre Kr. Himmelfartsjazz, sommerkoncerter og andre koncerter udenom jazzfestivalen. På spørgsmålet om der er publikum til mere end 55 koncerter svarer Thomas Østergaard: - Det vil tiden jo vise. Vi forsøger at lægge dem, hvor der er mange mennesker i byen. Og så forsøger vi at få så store koncertnavne, at folk vil rejse efter vores koncerter. De skal gerne være noget eksklusivt, noget der kun finder sted i Tversted. Programmet for festivalen er på plads om et par uger, og ifølge Thomas Østergaard vil der være mange amerikanske jazznavne iblandt. Det er kulturministeriets honorarstøtte, som Tversted Jazzydays fik for et par måneder siden, som har gjort den nye satsning på helårs jazz mulig.