Skattepolitik

Tvetunget tale fra Børsting

LO-formand Harald Børsting beder den 25. februar om, at DF "sætter foden ned" over for det socialt skæve skatteudspil fra regeringen.

Den mand, der for nylig udtalte, at ”DF er ikke til at stole på”, har nu travlt med at sende bønner vores vej for at forsøge at påvirke forhandlingerne om skattepakken. Sært nok kombinerer han sin bøn i NORDJYSKE med et svovlende indlæg mod DF i Politiken samme dag – men det må også være svært at finde sit ståsted som fagforeningsformand, når de gode venner i S og SF har valgt at droppe kampen for de lavtlønnede ved at melde sig ud af forhandlingerne, fordi de ikke at ville bakke op om det fornuftige skattestop, der siden 2002 har sikret trygge rammer for de danske skatteydere. Jeg kan forsikre HB om, at DF også i denne sag vil kæmpe for de lavtlønnede – ikke for fagforeningernes skyld, men for borgernes skyld. Det er netop derfor, vi vælger at tage ansvaret på os og drage til forhandlinger med det mål at forbedre skattepakkens sociale profil. Vi mener ikke, at folk med lave indkomster, herunder pensionister, får nok ud af regeringens skatteomlægninger. Derfor stiller vi til forhandlingerne med nogle krav, der skal sikre, at flere af skattelettelserne går til de laveste indkomster, og at de lavtlønnede bliver bedre kompenseret for de grønne afgifter.