Tvillinger i fare

MISTRIVSEL Kommuners nej til hjælp fatal for flerlingefamilier

NORDJYLLAND:Uanset, hvor gode forældrene er, så har et barn, der fødes som tvilling eller trilling langt sværere ved at få en god barndom end andre børn. Det fastslår en ny undersøgelse. Forældrene bliver oftere skilt, flere af mødrene får fødselsdepressioner, børnene mishandles tiere. På alle måder får flerlinger et barskere liv, dokumenterer en rapport, der for første gang på dansk samler stort set al nyere udenlandsk forskning i tvillinger og trillingers trivsel. - Al forskning peger desværre i den forkerte retning, konstaterer Helle Birkholm-Buch. - Det er meget, meget tydeligt, at det at få to eller flere børn på samme tid i sig selv er så stor en belastning, at det går voldsomt ud over både børn og voksne. Men problemerne kan afhjælpes, hvis de får hjælp. Det ved vi. Alligevel giver to ud af tre kommuner overhovedet ingen hjælp til familierne under barsel, siger forsker Helle Birkholm-Buch, der har udført rapporten "Kommunale tilbud til flerlingefamilier i Danmark" for flerlingeforeningen Freja. Hun beklager, at der ikke er dansk forskning på feltet, men er overbevist om, at de udenlandske forhold også gør sig gældende i Danmark og sendte derfor i sidste uge forskningsrapporten til samtlige kommuner herhjemme. En af dem, der siger nej til at hjælpe flerlingefamilierne, er Hjørring Kommune. Her fødes hvert år cirka otte sæt tvillinger eller trillinger. - Vi har ikke drøftet emnet før, men nu vil jeg da tage det op. Men om det ændrer noget ved jeg ikke. For mig at se er tvillinger først og fremmest en glædelig begivenhed, ikke en social begivenhed, siger Else Købstrup, (V), formand for Hjørring Kommunes Social- og Sundhedsudvalg. - Hendes reaktion er typisk, svarer Helle Birkholm-Buch. - Den vidner om manglende viden i kommunen, så jeg håber, de læser min rapport og tager stilling på baggrund af fakta og ikke ud fra myter om de lykkelige tvillinger, uddyber hun og opfordrer blandt andre Hjørring Kommune til at undersøge, hvordan deres tvillinger klarer sig senere hen. I Aalborg Kommune har rådmand Birgit Ekstrøm endnu ikke læst rapporten, som udnævner hendes kommune til at være den fjerdebedste i landet, da her gives særlig hjælp til tvillinger. - Vi har ikke kendt al den viden, men alene tænkt på at hjælpe familierne i en svær situation. Det er glædeligt med flere ad gangen, men det er da også hårdt arbejde, siger Birgit Ekstrøm. I dag er dobbelt så mange børn tvillinger som for tyve år siden. I følge Sundhedsstyrelsens nyeste tal, der dækker første halvdel af år 2004, er 4,5 pct. af alle nyfødte nu tvillinger. I 1985 var det på 2,2 pct.