Hestesport

Tvillingesøstre udsat for uheld

Marie Louise Andersen var på plads for at heppe på søster Anne Katrine Andersen. Foto: Lars Pauli

Marie Louise Andersen var på plads for at heppe på søster Anne Katrine Andersen. Foto: Lars Pauli

GULDBÆK:Tvillingesøstrene Marie Louise og Anne Katrine Andersen fra Klithuse Militaryklub var rivaler til sejren i den fornemste ponyklasse ved Aalborg International Horse Event. Marie Louise blev tidligere på sæsonen nordisk mester, mens Anne Katrine tog sig af det danske mesterskab. Men uheld for dem begge betød, at ingen af dem kom til at spille nogen rolle i det internationale stævne. Værst gik det for Marie Louise - som brækkede kravebenet. - Det var ved tredje forhindring i springning, det gik galt. - Min hest fik en bom ind imellem forbenene i springet, og så væltede flere bomme ned, og vi styrtede. - Jeg landede på siden og fik skulderen hårdt ned i jorden, beretter Marie Louise. Hun måtte trække sig fra konkurrencen på et tidspunkt, da hun ellers var på andenpladsen - efter sin søster. Men Anne Katrine kunne ikke holde førstepladsen, som hun havde efter dressur og ridebanespringning. På terrænbanen lavede hun nemlig en alvorlig fejl: Hun tog en forkert forhindring, en forhindring, der ikke hørte til pony-konkurrencen, men klassen for heste, og selv om hun red fejlfrit, så betød det diskvalifikation. Det er sidste sæson, de 16-årige søstre kan stille op i ponyklassen, og for Marie Louise er sidste stævne nu ovre i den kategori. Der er stadig et par nationale stævner tilbage for Anne Katrine at stille op i, inden de to dygtige militaryryttere i næste sæson tager konkurrencen op på seniorplan. Marie Louise Andersens uheld på springbanen var i øvrigt ikke det eneste, der ramte stævnet. På terrænbanen styrtede også en svensk deltager og fik samme læsion, et brækket kraveben, mens ambulancen også måtte af sted endnu en gang for at hente en deltager, som beskadigede sit ene ben. mingo