Tvind sejrede uden at hovere

Tvindtop forlod smilede retten med syv frifindelser og en betinget dom

Aalborg 1. september 2006 06:00

Ringkøbing: Tvindfolkene sejrede knusende over politi og anklagemyndighed, da de smilende torsdag forlod retten i Ringkøbing med syv frifindelser og en betinget fængselsdom efter over tre års retssag og 170 retsdage. Retten afviste politiets teori om en Tvindkoncern, hvor Amdi Petersen styrede. Men både Mogens Amdi Petersen, de øvrige frifundne og deres forsvarere gjorde sig umage for ikke at hovere og provokere anklagemyndigheden til at anke dommen. Anklagerne havde krævet mindst fem års fængsel til nogle af de tiltalte for at have misbrugt en fond og snydt staten for over 50 millioner kroner i skat. I stedet hænger staten nu på en regning på mindst 56 millioner kroner, som sagen har kostet. Hertil kommer anklagernes udgifter, som blandt andet handler om 10 millioner kroner til revisorer. Anders Boelskifte, forsvarer for den hovedtiltalte, Mogens Amdi Petersen, mindede om, at også anklagerne kan anke dommen. Det er op til statsadvokaten i Aalborg at afgøre inden 14 dage. - Vi er ydmyge over for rettens arbejde, forstået på den måde, at vi har aftalt ikke at kommentere hverken en fældende dom eller en frifindelse, sagde Boelskifte. - Men jeg ville være et skarn, hvis jeg ikke sagde, at jeg er en glad forsvarer i dag, sagde Anders Boelskifte, inden han gik sammen med de øvrige forsvarere hen til et mødelokale i Ringkøbing for at studere dommen. Den ene dømte, Steen Byrner, har fra starten erkendt, at han brugte nogle penge forkert, men senere flyttede pengene tilbage. Anklager, politimester Poul Gade var overrasket over dommen, men mente, at sagen var ført “lige efter bogen” og afviste at kalde udfaldet en fiasko. Han fandt det usandsynligt, at der bliver tale om erstatning til den nu 67-årige Mogens Amdi Petersen, som var varetægtsfængslet næsten et år, meget af tiden under dårlige forhold i USA. Forsvarer Jakob Lund Poulsen sagde, at spørgsmålet om erstatning slet ikke er drøftet endnu. - Nu vil vi først glæde os over resultatet og så se, hvad anklagemyndigheden overvejer at gøre, sagde han. Amdi Petersen lå på samme linje: - Dommeren afsagde jo sin kendelse, og nu må vi se, hvad der sker i de næste 14 dage, hvor der er mulighed for at anke. Og så er det min principielle opfattelse, at det er bedst ikke at udtale sig, før de 14 dage er gået, så man kan se, hvad der er kommet ud af det, sagde Mogens Amdi Petersen til de snurrende tv-kameraer. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...