Kristendom

Tvivl er ok - fornægtelse er ikke

Nordjyske kolleger kan ikke følge sjællandsk præst, der afviser centrale dele af trosbekendelsen

NORDJYLLAND:Det er menneskeligt at tvivle på sin tro, også for en præst. Men der er er en himmelvid afstand fra at tvivle og til åbenlyst at gå ud og fornægte sin tro. Sådan lyder meldingen fra størstedelen af de nordjyske præster, som NORDJYSKE Stiftstidende har talt med, efter at deres kollega fra Taarbæk på Sjælland, sognepræst Torkild Grosbøll, i medierne har udtalt, at han ikke tror på genopstandelsen og det evige liv. - Tvivlen er et menneskeligt vilkår og en del af troens væsen. Men tvivl er ikke det samme som åbenlys fornægtelse af Guds eksistens, siger sognepræst Henrik Søgaard Mikkelsen, Nørre Tranders Kirke. - Det er svært for mig at forstå, hvordan en præst kan forkynde budskabet om det evige liv over for pårørende ved en begravelse, hvis han ikke selv tror på det, siger Henrik Søgaard Mikkelsen. For ham er der ingen tvivl: En præst kan ikke fortsat bestride sit embede, hvis vedkommende har benægtet at tro på Gud. For ganske vist er den danske folkekirke rummelig, men den kan ikke rumme alt. - Det vil være helt i strid med præsteløftet, siger Henrik Søgaard Mikkelsen, der selv tror på, at Jesus Kristus har levet som beskrevet i evangelierne: - Jesus Kristus har levet et ægte og sandt menneskeliv. I den sandhed ligger der en åbenbaring af Guds væsen. Sognepræst Flemming Markussen fra Gistrup er enig. Og han mener, at det er hykleri, hvis en præst som Torkild Grosbøll søndag efter søndag bekender sin kristne tro sammen med menigheden for så at benægte den de øvrige seks dage om ugen. - Et vigtigt kendetegn ved den kristne tro er netop genopstandelsen. Grænsen for vores rummelige folkekirke ligger ved Trosbekendelsen, mener Flemming Markussen. Lukker for debat Også for sygehuspræst Ruth Østergaard Poulsen fra Aalborg er det afgørende at skelne mellem tvivl og fornægtelse af sin tro. Hun kalder Torkild Grosbølls udmelding om ikke at tro på Gud for en programerklæring, der lukker af for en ellers nødvendig debat. - Det er synd, at han lægger ud med at lukke af, siger Ruth Østergaard Poulsen om sin kollega. Hvis Torkild Grosbøll derimod havde spurgt sygehuspræsten, om hun ville være med i en klub for præster, der har svært ved at forkynde på de dage, hvor de tvivler - ja, så havde hun ikke tøvet med at melde sig ind i klubben med det samme. For som sygehuspræst oplever Ruth Østergaard Poulsen tit tragiske situationer, hvor hun må bede sammen med pårørende. Tit indleder hun bønnen med at spørge Gud: "Hvor er du?" - Man kan ikke være præst, hvis man ikke tvivler. Hvis man vil have folk til at tro, er det vigtigt at turde vise sin egen tvivl. Hvis en døende patient spørger mig, om jeg selv er bange for at dø, ville det være uhæderligt af mig at sige "nej". For det er menneskeligt at være bange for det ukendte, men det er ikke det samme som, at man ikke tror, siger Ruth Østergaard Poulsen. Sognepræst i Vodskov Kirke, Erik Boye, mener også, at Torkild Grosbøll har et problem, når han skal lede bønnen og hjælpe menigheden med Trosbekendelsen. Men han hilser debatten, om hvordan vi opfatter troen og Gud, velkommen. - Jeg giver Torkild Grossbøll ret i, at mange mennesker ikke har tænkt nærmere over, at Gud ikke er en gammel mand på en sky ude i rummet. Der er brug for, at folk flytter sig til en voksentro, siger han. Og Erik Boye definerer tro på denne måde ved at henvise til, at det latinske ord for tro er fidusia, der kan oversættes med tillid: - Tro er ikke at forestille sig, at noget er på en bestemt måde. Tro er først og fremmest at have fidus til Gud, siger sognepræsten fra Vodskov Kirke.