Tvivl om midler til forskning

Forskning 21. oktober 2002 08:00

Århus, søndag /ritzau/ Regeringen får svært ved at overholde en aftale, som indebærer, at den skal skaffe omkring en mia. kr. om året til forskning i de næste syv år. Det vurderer universitetsrektorer, og de frygter, at dansk forskning får svært ved at klare sig i konkurrencen med andre lande. - Hvis Danmark skal nå op på at bruge omkring 13-16 mia. kr. på forskning i år 2010, så skal der ske noget nu. For hvert år man venter med at tilføre penge, jo sværere bliver det, siger Niels Christian Sidenius, som er rektor på Aarhus Universitet, til Jyllands-Posten. Regeringen underskrev tidligere i år Barcelona-aftalen, som siger, at mindst en procent af bruttonationalproduktet skal bruges på offentlig forskning i år 2010. Det svarer til mellem 13 og 16 mia. kr. I dag anvendes der ni mia. kr. Alligevel har regeringen ikke afsat ekstra penge til forskningen på finanslovsudspillet eller i det netop vedtagne universitetsforlig, der er indgået med Socialdemokratiet og Kr. Folkeparti. Det får flere universitetsrektorer til at undre sig over, hvordan regeringen vil nå det ønskede mål. Helge Sander (V), som er minister for Videnskab, Teknologi og Udvikling, bekræfter, at vi skal nå op på at bruge omkring 16 mia. i 2010: - Jeg mener dog, at Danmark har rigtig gode forudsætninger for at nå målet, blandt andet fordi alle politikere i Folketinget støtter målsætningen. Desuden er det ikke en umulig opgave. Finland har over syv finansår klaret at løfte forskningsbudgettet med 0,5 procent. Det skal sammenlignes med, at Danmark har syv finansår til at løfte budgettet med 0,3 procent, siger Helge Sander. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...