Tvivl om sprogkrav

KØBENHAVN:Både i Lægeforeningen og blandt de lægestuderende er der udbredt tvivl, om regeringens planer om at indføre en dansk sprogtest er det rette sted at sætte ind, hvis intentionen er at begrænse fremtidens lægemangel. Videnskabsminister Helge Sander (V) vil introducere en sprogtest for de svenske medicinstuderende for at dæmme op for det store frafald blandt svenskerne på lægestudiet. Men Lægeforeningens formand, Jesper Poulsen, påpeger, at det svenske frafald for så vidt ikke er noget problem. - Det kan derimod være et problem, at mange af svenskerne rejser hjem til Sverige, når de er blevet kandidater, siger Jesper Poulsen. De norske og svenske studerende på medicinstudiet i Danmark udgjorde sidste år 24 procent mod under fire procent i 1995, og der er mere end dobbelt så mange svenskere som nordmænd på studiet. Men efter første halvår på studiet er hver fjerde svensker holdt op igen og er rejst hjem. Til sammenligning er det kun hver tyvende danske studerende, der ikke kommer videre til andet semester. /ritzau/