Tvivl om voldtægtssag i Hobro

26-årig kvinde skabte mistanke om at være blevet voldtaget, men stak af fra undersøgelsen på hospitalet.

Arkivfoto

Arkivfoto

HOBRO:Der rejses nu tvivl om, hvorvidt en 26-årig kvinde fra Hobro overhovedet havde været udsat for overgreb, da hun natten til fredag skabte furore på Ambupladsen i Hobro.

Kvinden henvendte sig kl. 01.40 - uden bukser, uden trusser og drivvåd op til livet - til vagterne på Ambupladsen.
Hvad der er sket hende, er fortsat en gåde, for hun kunne intet huske, efter at hun kort før midnat - altså næsten to timer tidligere - var gået ud til toiletterne.
Politiet blev omgående tilkaldt, og herefter blev sagen behandlet som en mulig voldtægt.
I løbet af fredag tog sagen en ny drejning, da kvinden stak af fra hospitalet, hvor hun var til undersøgelse for tegn på overgreb.
Den omstændighed får dog ikke politiet til at betragte sagen anderledes.
- Det virker selvfølgelig underligt, når folk ikke medvirker til sagens opklaring, men man kan ikke udelukke, at det er en chokreaktion efter det, hun har oplevet. Vi betragter det stadig som et muligt overgreb, siger Mikkel Brygmann, politiassistent i Himmerlands Politis straffelovssektion.
Politiet prøver nu at finde frem til kvinden for at få en forklaring. Man efterlyser fortsat vidner, der måtte have set noget mistænkeligt i tidsrummet 23.30-01.40. De kan ringe til politiet på nummer 114.
Ambukomiteens formand, Jørn Jensen, håber, at episoden ikke kaster en skygge over weekendens festligheder.
- Faktisk har det aldrig nogen sinde været mere sikkert at gå til Ambufest. Vi har øget antallet af vagter på pladsen med 30-40 procent i år, siger han.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.