EMNER

Tvivler på tallene

POSTHUS:Filialchef Betty Busk fremlægger en plan med lukning af posthuset i Svenstrup, et yderst velfungerende posthus. Begrundelse for lukning er dårlig indtjening. Dette vil jeg gerne sætte et spørgsmålstegn ved. Vil Betty Busk garantere en lige så kompetent betjening i en såkaldt postbutik, vil hun garantere samme åbningstid som det nuværende? Hun må jo også fremlægge tal for omsætning samt udgifter for driften af posthuset, samtidig må hun jo også fremlægge tal for driften af en såkaldt postbutik. Har Betty Busk kendskab til udviklingen i Svenstrup/Godthåb området? I området er der planlagt udstykning af cirka 100 grunde, nogle er allerede til salg, beboerne fra disse udstykninger skal jo også bruge et posthus, så tabet bliver måske mindre end de 10%, der omtales. Hvilke dagligvareforretninger kan stille lokaler til rådighed for en postbutik i Svenstrup, med ligeså god en betjening som posthuset har i dag? Så Betty Busk, tag lige og overvej lukningen af Svenstrup Posthus endnu engang.