Arbejdsmarked

Tvivlsom argumentation

Det hører til miljøminister Connie Hedegaards mange gode sider, at hun siger tingene ligeud. Hendes svar om en eventuel udflytning af Kort- og Matrikelstyrelsen er prisværdigt klart - men det gør ikke hendes konklusion rigtigere.

I vore digitale tider forekommer det uforståligt, at opmåling og kortlægning af hele (!) Danmark partout skal foregå i København. At en ny enhed for registrering af miljøforhold i hele landet nu - af hendes eget ministerium - placeres i Aalborg, understreger det tvivlsomme i argumenterne imod en udflytning. Lene Espersen, miljøministerens partifælle og ministerkollega, gav få dage før folketingsvalget et særdeles klart løfte om at arbejde for at få Kort- og Matrikelstyrelsen til landsdelen. Når Lene Espersen vender hjem fra ferie, glæder vi os til at høre, hvordan hun helt konkret agter at indfri sit løfte.