Tvivlsom jagt på talenter

1. september 2003 06:00

Er der tre ting, der betyder noget for tv-stationer, så er det seertal, seertal og seertal. For højere seertal er lig med større indflydelse og - for de kommercielle stationers vedkommende - flere penge i kassen til endnu flere produktioner. Set ud fra en ren indtægts-vinkel kan det godt være vanskeligt at fortænke TV3 i at gå i gang med sin egen udgave af et af tidens største seer-hit: talentkonkurrencer. Netop seertallene til først og fremmest "Stjerne for en aften" på DR 1 og til dels - men vel nok i mindre grad end før - "Popstars" på TV 2 har givet TV3 lyst til at give sig i kast med "Idols", hvor endnu flere danskere kan vise, hvad de har talent for. Eller måske netop ikke talent for. For det er naturligvis bagsiden ved stort anlagte og højt opskruede talentkonkurrencer - at nogle ikke alene "knækker halsen" i overført betydning og kommer til at udstille en mangel på vurderinger af egne begrænsninger, men at den slags shows også skaber en atmosfære af, at "du er kun noget, hvis du er nogen", altså hvis du bliver en af de nye kendte på linje med de første vindere af "Stjerne for en aften", James Sampson og Gudrun Jacobsen. Det store, åbne spørgsmål er, om virkelige stortalenter inden for sang og musik ikke ville være blevet opdaget før eller siden, uanset om "Stjerne for en aften" var opfundet eller ej. I disse tider, da det økonomisk set er forholdsvis overkommeligt at indspille og udgive cd-plader - og hvor store pladeselskabers millionbudgetter på salgs- og reklamemateriale ofte kan ende med at gøre hele forskellen på stort salg og næsten intet salg - kan det godt umiddelbart være svært at forestille sig, at der stadig skulle gå hundred- eller tusindvis af uopdagede talenter rundt i Danmark. Til gengæld er der ingen tvivl om, hvilken effekt den ret ukritiske byge af talentkonkurrencer og dyrkelsen af stjerner kan have på skrøbelige gemytter: at de nemt kan føle sig endnu dårligere, grimmere, tykkere og mindre talentfulde. For for hver vinder er der selvsagt en hob af tabere, der er blevet lokket ind i en forvansket drømmeverden på løftet om hurtig og flygtig berømmelse.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...