Tvivlsom støtte til Nyrup fra kredsformænd

EMNER 10. september 2002 08:00

KØBENHAVN: Få dage før Socialdemokratiets kongres er knap 40 pct. af partiets kredsformænd enten i tvivl eller svarer direkte nej til et spørgsmål, om de fortsat støtter Poul Nyrup Rasmussen som partiets formand. Ritzau var mandag i kontakt med 56 af partiets 103 kredsformænd. 34 (svarende til 61 pct.) af de adspurgte kredsformænd kunne uforbeholdent svare ja til, at de støtter den siddende partiformand, mens syv svarede nej og hele 15 (svarende til 27 pct.) var i tvivl om deres holdning. På trods af den begrænsede opbakning, er der ikke noget, der tyder på, at der kommer et nyt formandsopgør, som det partiet oplevede i 1992, hvor en afstemning på en ekstraordinær kongres afgjorde formandsstriden mellem SvendAuken og Poul Nyrup Pasmussen. På spørgsmålet, om kredsformændene mente, at der burde afholdes en ekstraordinær S-kongres, som udelukkende havde et valg til formandsposten på dagsordenen, svarede kun fem af de 56 ja. 36 var direkte imod, mens der igen var 15, der var i tvivl. Hvis der bliver tale om en tillidsafstemning i forbindelse med Nyrup Rasmussens formandsberetning på S-kongressen, så siger 21 af de adspurgte kredsformænd på forhånd, at de vil stemme for beretningen, mens fire er sikre på, at de vil stemme imod. Et flertal på 31 vil vente med at tage stilling til det spørgsmål, til de har hørt formandens beretning. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...