Tvivlsomt valgløfte om gebyrfrit dankort

KØBENHAVN:Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) holder fast i dankort-forslaget fra regeringsgrundlaget - velvidende, at såvel bankerne som butikkerne, Forbrugerrådet og flertallet på Christiansborg indtil videre er imod det. Og velvidende, at det kan betyde, at hans valgløfte ikke bliver til mere end et løfte. - Anders (Fogh Rasmussen (V), red.) og jeg er enige om at fremlægge et forslag, der svarer til det, der er fremlagt under valgkampen. Jeg kender parternes standpunkter, men når vi har fremlagt et forslag, så har vi gjort, hvad vi kan. Og kan vi ikke få flertal, så er vi tilbage ved udgangspunktet, siger Bendt Bendtsen til Ritzau. Butikkerne skal fremover ikke have lov til at opkræve gebyret af kunderne, mens bankerne fortsat skal kunne opkræve det af butikkerne. Det er kernen i regeringens forslag, som skal indfri løftet fra valgkampen om at fjerne gebyret på 50 øre fra forbrugerne. Til gengæld skal bankerne støtte udbredelsen af chiplæsere i detailhandlen med omkring 100 millioner kroner om året i en årrække. Butikker får gevinst Tirsdag mødes Bendt Bendtsen med repræsentanter fra detailhandlen, bankerne og Forbrugerrådet for at forhandle en løsning på plads. Når regningen for valgløftet efter hans opfattelse skal lande hos detailhandlen, skyldes det, at en stor del af butikkerne opkræver gebyret af forbrugerne på trods af, at de ikke betaler det til bankerne. Dankort-forliget fra 2003 indeholder en bestemmelse om, at butikker med under 5000 transaktioner om året ikke skal betale gebyret til bankerne. Men der er ikke noget, som hindrer dem i at opkræve det af kunderne. Og det er der tilsyneladende en del, som benytter sig af. Ifølge ministeriets tal sender cirka 7 ud af ti butikker gebyret direkte videre til forbrugerne. Men det er kun to ud af ti butikker, som rent faktisk skal betale det til bankerne. Med andre ord er der butikker, som rent faktisk tjener penge på gebyret. - Selvom 80 procent af butikkerne ikke betaler til bankerne, opkræver mange af dem alligevel gebyret, siger Bendt Bendtsen. De samme beregninger fra ministeriet viser, at prisstigningen i et almindeligt supermarked vil være omkring 1 promille - 1 øre for hver 10 kroner der handles for - hvis dankortregningen lægges oven i varernes pris. Dermed slår Bendt Bendtsen fast, at han opfatter gebyret som fjernet fra forbrugeren, hvis butikkerne frem for at opkræve det direkte, indregner det i varernes pris. /ritzau/