Tvunget til arbejde

Johan Møller Nielsen mener, at tvangsaktivering er grundlovsstridigt. Derfor har han lagt sag an mod Køge Kommune og systemdanmark

Retspleje 7. juni 2003 08:00

KØGE: Johan Møller Nielsen er en ildsjæl. Man mærker det med det samme. Det faste håndtryk og gløden i øjnene taler sit helt eget sprog. Entusiasmen i hans stemme er heller ikke til at tage fejl af. Her er en mand med en sag. Hans sag er kampen mod aktivering, som han betragter som tvangsarbejde. Det er efter hans opfattelse et brud på Grundlovens §75 stk. 2, som sikrer danskerne retten til at få hjælp af det offentlige, hvis man ikke kan forsørge sig. Og hvis ikke det er nok, så hiver han gerne både Menneskerettighedskonventionen og den internationale arbejdsorganisations konvention ind, for han helmer ikke, før han får ret. Sagen har allerede været prøvet i landsretten, hvor han tabte sagen. - Det er mit håb, at jeg kan vinde sagen i Højesteret, men ellers er jeg sikker på, at der bliver vundet ved en international domstol. Inden 48-årige Johan Møller Nielsen kom så langt som til at udfordre Grundloven, var han en gruelig masse igennem. Ned med flaget Nedturen startede, da hans tagdækkerfirma i hjembyen Køge gik nedenom og hjem i 1990. Han havde ingen arbejdsløshedsforsikring, og gælden var uoverskuelig. En revisor kunne for 6000 kroner hjælpe ham til at få orden i økonomien, men kommunen ville ikke hjælpe med at betale, så han tog sort arbejde for at betale revisoren. Det endte med en anmeldelse og dom for socialt bedrageri, da han samtidig modtog kontanthjælp. - Jeg blev meget ked af det, og jeg troede ikke på det offentlige system mere. Det var min opfattelse, at de skulle hjælpe folk med at komme på fode igen, men jeg oplevede det modsatte, siger Johan Møller Nielsen. Derefter gik det for alvor ned ad bakke. Han mistede hus, samlever og senere også sin lejlighed. - Derefter gik jeg bare og spillede billard, drak bajere og tog en dag af gangen. Jeg var som en zombie, og var heller ikke noget for mine børn. Sådan henslæbte nogle år sig, men i efteråret 1995 skete der en vending. Johan Møller Nielsen lånte en ødegård i Sverige og fire måneder i ensomhed og depression gav ham styrke. - Jeg var dybt deprimeret, men jeg kom op igen, og det bekræftede mig i, at man ikke skal finde sig i alt. Kort efter hjemkomsten modtog han besked fra Køge Kommune om at komme til infomøde, da han stod for tur til at modtage et aktiveringstilbud. Med sin nyvundne selvrespekt mødte Johan Møller Nielsen op til mødet iført sit eneste fodtøj. Et par hullede gummisko. - Projektet skulle forbedre situationen for salamandere og frøer i Køge Kommune, og selv om jeg godt kan lide salamandere, så ville jeg hellere forbedre min egen situation, men jeg ville bare få våde fødder, griner han. Derfor spurgte Johan Møller Nielsen, om han kunne sige nej, hvis tilbuddet ikke havde hans interesse. Svaret var, at han i så fald ville miste sin kontanthjælp. - Så spurgte jeg, om det var en trykfejl, at der stod tilbud, men jeg fik bare besked på at stille "relevante spørgsmål". Johan Møller Nielsen sagde sin mening til mødet, og da der ikke kom penge ind på hans konto den følgende måned, troede han, at grunden var hans åbenmundethed. Men den nyvundne stolthed gjorde, at han ikke gik hen og spurgte efter penge, som han tidligere havde gjort. De næste fire år levede han på overlevelsens rand. Han måtte leve af at samle flasker og pudse vinduer. Selv kalder han det nødværgekriminalitet, for sort arbejde er jo ulovligt. Hul på sagen Men flammen var for alvor tændt i Johan Møller Nielsen. Både medier, folketingsmedlemmer og ministre blev bombarderet med hans historie fra 1997, da han var overbevist om, at kommunen ulovligt havde stoppet hans kontanthjælp. - Jeg mente, at jeg havde en grundlovssag, for jeg vidste, at man havde ret til kontanthjælp. Derfor begynder han at kontakte stribevis af advokater, og i 1999 kommer han endelig i kontakt med en villig advokat. Han bommer med toget til mødet med advokaten i København, for han har ingen penge. Advokaten fortalte, at han stadig havde ret til kontanthjælp, da aktiveringstilbuddet stadig var gyldigt. Det går da også smidigt og nemt, da Johan Møller Nielsen i december 1999 beder om kontanthjælp. Han bliver naturligvis hurtigt kaldt til endnu et infomøde, hvor han forudindtaget og sur opfører sig ligesom sidst. Han endte med at blive sendt til jobsamtale på et bibliotek, men biblioteket ville ikke have ham. - Jeg kunne jo ikke sige nej til aktiveringstilbuddet, men jeg sagde, at jeg ville komme på arbejde klædt som en slave, så alle kunne se, at det var tvangsarbejde, griner Johan. Han endte derfor med at blive sendt ned på et aktiveringssted, men sendte et skriftligt afslag med begrundelsen: "Jeg, Johan Møller Nielsen, erklærer hermed, at jeg lider af kronisk tungt hjerte". Derefter forklarede han det ulovlige i aktiveringen og sluttede med endegyldigt at afvise aktiveringstilbuddet. Det var i maj måned 2000. I to en halv måned holdt han uden kontanthjælp, så kunne han ikke trække den længere. - Jeg boede i en garage på daværende tidspunkt, så jeg måtte krybe til patten og starte på aktiveringsstedet. Aktiveringsstedet var efter Johan Møller Nielsens mening nærmere opbevaring end opkvalificering. Da han opsøger sin advokat med billeder derfra, beslutter de sig for at starte en grundlovssag. Folk skal ikke sulte i Danmark Fra aktiveringen sluttede i oktober 2000 og til retssagen i december 2002 levede Johan Møller Nielsen igen af sin kontanthjælp. - Det har været svært for mig at få arbejde, fordi jeg siger min mening, siger han. Sagen blev tabt ved landsretten og straks efter kom Johan Møller Nielsen i aktivering igen, men stoppede efter et stykke tid og mistede sin kontanthjælp. Gennem hele forløbet har han oftest været hjemløs, og lige nu sover han hos en af sine seks brødre. Men han er i arbejde igen. Det ses på de håndværkerbrune arme. Han er tilbage som tagdækker i de næste seks måneder med løntilskud fra kommunen. Det er lidt bedre end den aktivering, han så indædt bekæmper. - Jeg blev tvunget til at interessere mig for andet end min egen navle i den her proces. For 15 år siden havde jeg fast arbejde og var overbevist om, at Danmark var verdens bedste land. Sådan er virkeligheden ikke. Min kamp har givet mig en forløsning, men min retstro hænger i laser. Derfor kæmper han videre mod aktiveringen i håb om, at grundloven kan hjælpe ham. - Jeg synes ikke grundloven kan undværes, men den er ikke skarp og der er for mange fortolkningsmuligheder. Det er en katastrofe og gør al anden lovgivning usikker. Og han kæmper ikke bare for sig selv. - I sidste ende vil jeg få 19730 kroner ud af det, men den vigtigste gevinst vil være, at vi kommer i en tilstand i Danmark, hvor folk ikke skal sulte, siger Johan og tænder sin sjette cigaret. Gløden matcher den, han har i øjnene.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...