Tvunget til at tage imod 1,8 kilo heroin

SØNDERBORG:I forbindelse med grov afpresning tvang to sønderjyske mænd offeret til at overtage 1,8 kilo heroin, som han skulle sælge videre og i øvrigt betale 145.000 kroner for. Sådan lyder sigtelsen i en usædvanlig sag, som blev behandlet ved et grundlovsforhør i Sønderborg tirsdag, skriver jv.dk. De to anholdte sigtes for i tiden fra 15. oktober og frem til 1. december at have presset en tredje mand til at betale en såkaldt dummebøde på 70.000 kroner. Offeret, der ifølge politiet også blev udsat for vold og trusler, betalte de 25.000 kroner. Inden dommeren lukkede dørene, kom det frem, at i hvert fald den ene af de anholdte nægter sig skyldig. /ritzau/