Twitter runder milliard-milepæl: Aktien flyver til tops

Twitter havde i fjerde kvartal den højeste kvartalsomsætning nogensinde. Det har fået aktien til at lette.

Twitter har godt fat i det amerikanske marked, og det hjalp i fjerde kvartal til en stigning i omsætningen. (Arkivfoto)

Twitter har godt fat i det amerikanske marked, og det hjalp i fjerde kvartal til en stigning i omsætningen. (Arkivfoto)

SAN FRANCISCO: De sidste tre måneder af sidste år har målt på omsætningen været historiske for det sociale medie Twitter.

I perioden fra oktober til december har selskabet for første gang omsat for over en milliard dollar. Det fremgår af Twitters årsregnskab, som kom før børsen i USA åbnede.

Milliard-milepælen og det pæne regnskab har fået aktien i Twitter til at lette. Twitter-aktien stiger således klokken 17.15 dansk tid med 16,8 procent og handles til 39 dollar.

Dermed ligger den torsdag eftermiddag suverænt i toppen af S&P 500-indekset, der er et af de tre ledende aktieindeks i USA.

Twitter hentede langt størstedelen af sin omsætning på reklamer. I fjerde kvartal stammede godt 90 procent af den samlede omsætning fra reklameindtægter.

Den største bidragyder til omsætningsvæksten i fjerde kvartal har været hjemmemarkedet i USA.

Her har Twitter, som har base i San Francisco, oplevet en omsætningsvækst på 17 procent til knap 600 millioner dollar.

Samme vækst oplevede Twitter ikke internationalt. Her oplevede det sociale medie en omsætningsvækst på 3 procent til knap 420 millioner dollar.

Omsætningsvæksten har fundet sted, samtidig med at Twitter har lokket flere brugere ind på sin platform.

For at lokke flere brugere til har det sociale medie forsøgt at gøre platformen mere brugervenlig. For eksempel ved at give folk mulighed for at følge bestemte emner eller rydde op i krænkende indhold, skriver Reuters.

I fjerde kvartal har 152 millioner brugere dagligt tjekket deres Twitter-konto. Det er 21 procent flere end i samme kvartal året før.

Målt på hele året har 2019 også været ganske godt for Twitter. Omsætningen er steget med 14 procent til 3,5 milliarder dollar, og overskuddet er steget med 21 procent til 1,5 milliarder dollar.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.