Tycho Brahes dag

Rytter Anne Kristine var skuffet over sin præstation.

BRØNDERSLEV:Manken er sat på det enorme, hvide dyr, der træder ind ridebanens sand. Anne Kristine Andersen fra Fristrup Rideklub rider på hesten fra side til side, frem og tilbage og på kryds og tværs. Hestehalen hopper op og ned under den sorte ridehjelm. Hun er til distriktsridestævne, der bliver holdt af Brønderslev Rideklub. Ryggen er rank. Hun sidder elegant i sadlen. Koncentreret. Hun presser tungen ud i kinden, så den buler en smule ud, da hun svinger rundt i banens hjørne Hun afslutter med front mod dommerne, og Anne Kristines tidligere koncentrerede ansigtsudtryk forvandles for første gang til et smil. Umiddelbart ser hun ud til at have ganske godt styr på situationen. Men selv, er hun temmelig skuffet. - Det gik ikke særligt godt. Det var det hele. Det var upræcist og ukoncentreret, fortæller hun med et noget slukøret udtryk i ansigtet. Dårlig dag - Vi har haft en rigtig uheldig dag, siger Anne Kristines mor Lotte. - Lige da vi skulle ud af døren, var der en der faldt, fordi det var glat. Så var den gal med bilen. Det smitter af på hestene, forklarer hun. Det så ellers imponerende ud, da Anne Kristines hvide hest kom rundt i svinget. Det enorme og muskuløse dyr bevægede sig elegant rundt med Anne Kristine på ryggen, men det var ikke godt nok for Anne Kristine. - Jeg er lidt skuffet. Det har bare været en dårlig dag, siger Anne Kristine med mundvigene helt lige. Det får hende til at se meget bestemt ud. Det er anden gang at Anne Kristine er med til stævnet. Succes-stævne Brønderslev Rideklubs formand Mie Storkborg fortæller, at stævnet er gået fint. - Vi har haft ryttere med, der kommer fra distrikter syd for Århus. Og ryttere fra Djursland. Det er fordi, at vi har så gode forhold her, at de kommer hele vejen herop, siger Mie Storkborg. Der er 60 tilmeldte ryttere. De mange gæster har parkeret deres mange hestetrailere udenfor den store ridehal. - Og så har rytterne fra Brønderslev Rideklub klaret sig godt, synes Mie Storkborg. Anne Kristine tager nogle rundter i den tilstødende hal, efter hun har forladt opvisningsbanen. Her varmer ryttere og heste op og ned. Efter stævnet bliver der nok tid til at komme sig over skuffelsen og den uheldige dag, som Anne Kristine og familien var ude for.