Tyfonen Jebi dræber ni mennesker og sårer 340 andre i Japan

Jebi er den kraftigste tyfon i Japan siden 1993, og der meldes om store ødelæggelser efter uvejret.

Kansai International Airport forbliver lukket onsdag som følge af tyfonen Jebi, der blandt andet har oversvømmet en af landingsbanerne. Foto: Kyodo/Reuters
Miljø 5. september 2018 06:57

Mindst ni mennesker har mistet livet, og flere end 340 andre er blevet såret, i tyfonen Jebi i Japan.

Det rapporterer lokale medier onsdag.

Jebi er den kraftigste tyfon i Japan i 25 år, og der meldes om store ødelæggelser efter uvejret, der onsdag morgen er blevet nedgraderet til en stærk storm.

Omkring 3000 mennesker tilbragte natten i Kansai International Airport, efter at et tankskib ramte ind i den bro, der forbinder den isolerede lufthavn, der ligger på en ø, og byen Izumisano.

Ingen af de 11 besætningsmedlemmer om bord på tankskibet kom noget til.

Det rapporterer tv-kanalen NHK.

Tankskibet lå for anker i bugten Osaka Bay og blev slået ind mod broen, da tyfonen ramte tirsdag.

Lufthavnen vil forblive lukket onsdag, hvilket medfører 162 aflyste flyafgange. Ifølge NHL er både en af landingsbanerne og kælderen i en af terminalerne oversvømmet.

Onsdag er cirka 1,3 millioner husstande - herunder 1,1 millioner i regionen Kinki - fortsat uden strøm, viser data fra regionale kraftværker.

Det er sæsonens 21. tyfon. Den ramte den japanske vestkyst omkring den sydlige del af Tokushima-præfekturet tirsdag formiddag.

Onsdag morgen befinder den sig over Tartarstrædet nær Rusland, hvor den rejser nordpå med 70 kilometer i timen og vindstød på op til 162 kilometer i timen.

Japans Meteorologiske Institut advarer fortsat om høje bølger og stærke vinde.

/ritzau/dpa

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...