Tygelsgade-projekt udsat

Politikere ønsker møde med manden bag byggeplan

BRØNDERSLEV:Hvad der skal ske med området, hvor den tidligere skole i Tygelsgade ligger, står endnu hen i det uvisse. Teknik- og miljøudvalget har haft det omstridte byggeprojekt på dagsordenen, men punktet blev udsat. Politikerne ønsker nemlig en forhandling med manden bag projektet, Dan Sandberg. Formand Karsten Frederiksen (K) fortæller, at der generelt er nervøsitet for det påtænkte byggeris højde. Som planene ligger nu, skal der bygges en boligblok i tre etager på gårdarealet. Beboere i området har gjort indsigelse mod planen, og på et borgermøde gav borgere udtryk for stor frustration over størrelsen på det påtænkte byggeri. De frygter, at boligblokken vil sluge sol og lys - og at der vil opstå trafikale problemer i området. - I udvalget er der stor forståelse for nervøsiteten over højden på byggeriet. Hertil skal dog siges, at nogle af udvalgets medlemmer er villig til at acceptere, at man skærer én etage af. Andre ønsker et helt nyt projekt, oplyser udvalgsformanden, som finder tiden moden til at give sin egen holdning til kende: - Jeg har fra begyndelsen udtryk nervøsitet over størrelsen af byggeriet. Men flere politikere har ønsket, at man skulle fremlægge projektet, for at se, om det var muligt at gennemføre byggeriet. - Jeg mener, man skal satse på et væsentligt mindre byggeri: Halvandet plan og et-plans-boliger, som kan ligge flot i et grønt og miljøvenligt område i bymidten. Jeg mener, at der også vil være mulighed for at få økonomi i sådan et projekt. - I Brønderslev har vi adskillige steder, hvor der er mulighed for randbebyggelse, og hvor vi bestemt ønsker det. Selvfølgelig skal der være befolkningstæthed i midtbyen, så man skaber liv. Men der er ingen grund til at bygge højhuse i anden række. Det hører København til, mener Karsten Frederiksen. Kun et tilbud kom ind, da Tygelsgade-området var til salg. - Derfor har vi valgt at indkalde projektmageren til et møde, hvor vi vil drøfte muligheden for forandringer i projektet.