Tyggegummidirektør et dyrt bekendtskab

Forgældet forretningsmand på vej mod endnu et krak

Direktør Henning SØRENSEN fortsætter ufortrødent med at drive forretning uagtet, at han via en stribe konkurser har påført andre firmaer betydelige tab.

Direktør Henning SØRENSEN fortsætter ufortrødent med at drive forretning uagtet, at han via en stribe konkurser har påført andre firmaer betydelige tab.

AALBORG:Endnu et reklamebureau er på vej til at tabe et sekscifret beløb efter at have drevet forretning med Henning Sørensen, direktør for firmaet Medigum i Aalborg. Tilbage i 2007 mistede firmaet Visuall i Nibe mere end 300.000 kroner på arbejde udført for Henning Sørensens daværende firma Medicare Company ApS. Sidstnævnte firma, der ifølge egne oplysninger udviklede og markedsførte tyggegummi, gik samme år ned med et anseeligt milliontab for kreditorerne. Inden da var den manglende betaling til Visuall blevet forklaret med, at det materiale til markedsføring, som Visuall havde lavet, var mangelfuldt. Nu gentager sagen sig. I Århus sidder firmaet FrontalLab tilbage med udsigt til kun i begrænset omfang at få betaling for arbejde udført for Henning Sørensens nuværende selskab Medigum. I lighed med Nibe-firmaet drejer det sig om materiale til brug for lancering af tyggegummiet kaldet Zero. - Det var en ganske stor opgave for os. Vi designede alt det grundlæggende i forhold til en sådan lancering af tyggegummiet i forhold til de forskellige supermarkedskæder, blandt andet emballage og displays samt en website, fortæller kreativ chef hos FrontalLab, Rune Dueholm. Ifølge Rune Dueholm blev der faktureret arbejde for mellem 300.000 og 400.000 kroner. - Vi har fået omkring 85.000 kroner, siger Rune Dueholm, der efter utallige rykkere og trusler om retslig inkasso har opgivet nogensinde at se resten af pengene. Løfte om penge igen og igen - I begyndelsen blev vi ved hver henvendelse mødt af mærkværdige undskyldninger, og Henning Sørensen lovede, at pengene netop var ved at blive overført, siger Rune Dueholm, der betegner det som formålsløst at forsøge sig med en retslig inkasso. Udover det økonomiske tab har bekendtskabet med Henning Sørensen kostet FrontalLab en stor portion mental energi, ikke mindst fordi sagen har været tæt på at koste firmaet livet. - Når man pludselig mangler 300.000 kroner, så kradser det i kassekreditten for et lille firma som vores med blot tre mand, og vi lever på vores banks nåde, siger Rune Dueholm, der betegner det som forfærdeligt, at en enkelt person gentagne gange kan påføre andre tab. Konkurser og tvangslukninger - Det bør stoppes, siger han med henvisning til, at Henning Sørensen gennem årene har været involveret i 13 virksomheder, der enten er gået konkurs eller er blevet tvangsopløst. Over for NORDJYSKE begrunder Henning Sørensen den manglende betaling til FrontalLab med, at han ikke var tilfreds med reklamebureauets arbejde. - Blandt andet var farver og layout forkert, og der blev afregnet flere timer end rimeligt var. Vi blev faktureret for 285.000 kroner, og heraf har jeg tilbudt at betale de 150.000 kroner. Jeg har betalt 100.000 kroner, og resten vil de modtage 1. marts og 1. april, lover direktøren. Samtidig lovede han at fremsende dokumentation til NORDJYSKE for sin påstand, hvilket dog ikke skete. Tyggegummi i nyt firma I juni 2007 erkendte direktør Henning Sørensen i NORDJYSKE, at striben af kuldsejlede firmaer måske var udtryk for, at han ikke er egnet som virksomhedsleder. Samtidig varslede han, at ledelsen af Medicare Company ville blive overladt til en anden. Da Medicare Company kort tid efter gik konkurs, fortsatte Henning Sørensen imidlertid tyggegummiaktiviteterne i Medigum International stiftet i 2007. Dette firma synes også på vej i graven. Det seneste årsregnskab indleveret i december 2009 fortæller om et underskud på godt en million kroner, hvorved firmaets egenkapital blev negativ på et endnu større beløb. Samtidig fremgår det af regnskabet, at selskabet har en gæld på cirka 2,5 million kroner. Aktiverne består primært i varelageret. En ren gravskrift Revisorens påtegning i regnskabet er da også tæt på at være en gravskrift. Årsregnskabet giver ifølge revisoren ikke et retvisende billede af aktiver, passiver og finansiel stilling, og revisoren udtrykker stor usikkerhed omkring firmaets overlevelse. Af regnskabet fremgår imidlertid, at Henning Sørensen forventer, at igangværende forhandlinger vil tilføre firmaet nok penge til fortsat drift i 2009/2010. En sag han fortsat arbejdede på i januar i år. På pengejagt Via www.kapitalformidling.dk søgte han via moderselskabet Medigum Invest 11. januar om tre millioner kroner til finansiering af varelager indenfor medico/kosttilskud med fuld sikkerhed i varelager. Ifølge Henning Sørensen fungerer Vejlefirmaet Gumlink, tidligere Dandy, fortsat som hans leverandør. En oplysning Gumlink hverken vil af- eller bekræfte, idet firmaet ikke udtaler sig om kundeforhold. På spørgsmålet om, hvorvidt det ikke er på tide at stoppe med at drive forretninger, der koster andre mennesker meget store beløb, lyder svaret fra den aalborgensiske forretningsmand. - Det gør jeg vel også, jeg bliver jo ældre. Når jeg er blevet ved, er det fordi det er et godt produkt. Derfor kæmper jeg videre, lyder det lidt kryptisk fra Henning Sørensen.