Sulsted

Tylstrup vil have en nærbanestation

TYLSTRUP:Det er nærmest umuligt at få en taxa i Tylstrup, men en ny nærbanestation kan være medvirkende til at løse borgernes transportproblemer. Det mener en lang række foreninger i Tylstrup, som har bedt Aalborg Kommune henvende sig til trafikministeren for at få ham til at overveje en nærbanestation i landsbyen. - Det er helt utilfredsstillende. For os er taxa ikke eksisterende, siger formanden for Tylstrup Borgerforening, Lars Lykke Larsen. Han mener, at der reelt er monopol på taxakørsel i Aalborg, og at problemet kun bliver løst, hvis man giver taxamarkedet frit. Men under alle omstændigheder vil en nærbanestation få en særdeles gavnlig effekt for de borgere, som har brug for at komme fra A til B og som er afhængige af enten offentlige transportmidler eller taxa, påpeger foreningerne i byen. Når jernbanenettet i Vendsyssel alligevel skal renoveres, hvorfor så ikke lave nærbanestationer i Tylstrup, Sulsted og Vestbjerg, spørger de. - Det behøver ikke være en flot og dyr løsning. Vi er tilfredse med et trinbræt, siger Lars Lykke Larsen. Han slår fast, at en ny station vil give hele byen et løft. For eksempel vil det være en stor fordel for institutionerne, der i dag bruger mange penge og tid, når de skal på udflugter, og tilværelsen vil også blive lettere for de mange pendlere, der typisk tager på arbejde i Aalborg eller Brønderslev. Og især unge borgere vil få lettere ved at komme til fritidsaktiviteter i Aalborg.