Tynd og ganske sjov

Peter Bretter (Jason Segel) skriver musik til tv-serier og er kæreste med Sarah Marshall (Kristen Bell), der har hovedrollen i en amerikansk andenrangs krimiserie.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

på hotelværelset lige ved siden af bor eks-kæresten Sarah. Hun er sammen med den excentriske, engelske rockstjerne Aldous Snow, som er grunden til, at hun droppede Peter.

”Droppet af Sarah Marshall” Men i Amerika er der mange kendisser, og der er brug for dem i sladderpressen, så Sarah får sin del af berømmelsen. Hun er tillige dårende smuk og derfor et oplagt offer, når pressen jager fede billeder. En dag bliver Peter droppet af Sarah. Det kommer pludselig ud af den blå luft, at deres fem år gamle forhold er fortid. Først græder Peter. Så boller han til højre og venstre. Så drikker han sig i hegnet og bliver der. Lige lidt hjælper det. Savnet er ubærligt. Han beslutter sig derfor til at tage til Hawaii for at glemme tøsen. Det talte de nemlig meget om at gøre sammen, ham og Sarah. Og gæt hvem han bliver nabo med på hotellet? Ja nemlig, ja: Sarah og hendes nye kæreste, der engelske, elegante scorekarl Aldous Snow (Russel Brand). På hotellet har Peter absolut sympatien på sin side, og personalet gør alt for at sætte hans humør i vejret. Især den dårende og endnu dejligere receptionist Rachel Jansen (Mila Kunis). Dette lyder jo som skelettet til endnu en tynd kærlighedshistorie fra fabrikkerne i Hollywood. Og det er også en ufattelig tynd historie, men den adskiller sig fra gennemsnittet på ét område: Den er faktisk sjov. Og periodevis aldeles hylende grinagtig. Indrømmet – der er store portioner af særdeles lummer humor i filmen. Men der et altså også mange pointer, der er rigtigt overraskende. Og filmens persontegning er mange steder virkelig fornem. Især er figuren Peter Bretter ustyrlig morsom. Den rolle er kreeret med stor elegance og virtuositet af Jason Segel som er filmens manuskriptforfatter. Og lige her knækker filmen også en smule. For det er samme Jason Segel, der spiller filmens hovedrolle. Og han gør det med varierende held. Nogle steder fungerer det godt. Andre steder fornemt. Men der er altså for mange scener, hvor han slet ikke kommer ud over lærredet. Der er for lidt spil i hans ansigt. Denne film havde vundet en del med en anden skuespiller, tror jeg. Til gengæld viser han flittigt sine yngleredskaber frem i filmen. Dette være nævnt til advarsel for visse og til adspredelse for andre. Anderledes stærkt står den engelske stand-upper Russel Brand, der spiller den særdeles selvoptagne og sexfixerede rockmusiker Aldous Snow. Det gør han med store mål af engelsk elegance – sprogligt og kropsligt – men han undergår også en stor udvikling i filmen. Fra et sexdyr til en god kammerat til igen at være et sexdyr. Som tilskuer kan vi lide ham det meste af tiden, selv om han spiller en slags skurkerolle. Der er ikke meget bund eller dybde i ”Droppet af Sarah Marshall”, og vi ved jo også ret tidligt, hvordan eventyret ender, selv om vi skal ud i nogle blindgyder først. Men det er en ganske rar og særdeles sjov sommerfilm. Lige i det længste måske, for der er også lange pauser i grinene. Men når regnen kommer her i sommer, eller hvis varmen har stået på for længe, så er filmen et godt bud på et par timers uforpligtende underholdning. ”Droppet af Sarah Marshall”. Instr: Nicholas Stoller 1 time og 52 minutter, tilladt fra 11 år Danmarkspremiere.