Mariagerfjord

Tynde afgange på vej ud af busplan

Kunder på landet skal vænne sig til at bestille buskørsel i taxi

Rute 118 samt 58 og 234 hører til fredede kerneruter i Mariagerfjord. De fragter sammenlagt hver anden buspassager. Arkivfoto

Rute 118 samt 58 og 234 hører til fredede kerneruter i Mariagerfjord. De fragter sammenlagt hver anden buspassager. Arkivfoto

Hvis Mariagerfjord Kommune påtager sig at betale al den buskørsel, som Region Nordjylland i 2011 og 2012 giver fra sig, vil det belaste kommunekassen med yderligere fire millioner kroner. Omvendt sparer skatteborgerne et lignende beløb, såfremt kommunen rub og stub lukker ned, hvad regionen ikke vil drive videre. Sådan tegner yderpolerne sig for en kollektiv trafikløsning, og udvalget for teknik og miljø søger nu en position derimellem. - Vi har nogle tyndt besatte afgange aftener og weekender, som vil være oplagt at skære væk. Udvalget har ingen forventning om at kunne få lov at øge forbruget med fire mio. kroner. Til gengæld har ruterne 58, 118 og 234, som dækker halvdelen af al bustrafik i Mariagerfjord høj prioritet, forsikrer udvalgsformand Preben Christensen (S). Flex-kørsel på vej Udvalget agter at tilbyde borgerne flex-kørsel, som syv nordjyske kommuner allerede har koblet sig på. Mod forudbestilling kan du for 3,50 kroner pr. kørt kilometer (minimum 27 kroner pr. tur) bestille en tur fra punkt A til B - eksempelvis fra din bopæl til koncert i nabobyen og retur - i tidsrummet klokken 6 morgen til 23. Blot skal bestilling ske senest to timer før kørselsstart - og tidligst 14 dage før. Hvis du allierer dig med en eller flere personer, kører de med for den halve pris. - Flex-kørsel giver sikkerhed for borgere i tyndt befolkede kommuner som Mariagerfjord, og hvis folk finder ud af at køre sammen, vil der ligefrem være tale om en serviceforbedring, fremhæver Preben Christensen.