Typograf skifter branche

Bjarne Stokdal Præstholm er portøraspirant - og elsker det nye job.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Selvom han snart bliver 60, har Bjarne Stokdal Præstholm ingen problemer med at gå de 10 til 15 km, som portørjobbet kræver.

Bjarne Stokdal Præstholm fylder i år 60 år. 2010 bliver også året, hvor han afslutter sin uddannelse som sygehusportør. Første gang, Bjarne Stokdal Præstholm kom i lære, var tilbage i 1967. Da begyndte han som typografelev på Centraltrykkeriet i Hjørring. Mere end 40 år senere begyndte han på et nyt liv og en helt ny uddannelse. - Jeg har arbejdet som typograf gennem alle årene. Har i en halv snes år haft min egen virksomhed, hvor vi lavede ugeaviserne Oplandsavisen og Vendelboposten. Men de sidste mange år var jeg igen ansat på Centraltrykkeriet, som imidlertid blev lukket i 2008. Og så stod jeg der og var fuldstændig på Herrens Mark, fortæller Bjarne Stokdal Præstholm. Allerede for 12 år siden søgte han ind som portør på sygehuset, men dengang var der ikke noget. - Men denne gang var jeg heldig. Jeg havde godt nok troet, at alt det der med det grå guld var noget opreklameret, men det var det ikke, og det er jeg lykkelig for, siger Bjarne Stokdal Præstholm. Han glæder sig over sit nye job i hospitalsverdenen. - Jeg har altid syntes, at den var lidt spændende. Når jeg møder her, så ved jeg aldrig, hvad dagen vil bringe. Og så er der en dejligt ting i forhold til mit gamle job. Der er ingen deadline. Sådan en havde jeg altid tidligere hængende over hovedet. Jeg kunne vågne op om natten og spekulere på, om jeg nu fik lavet den sidste rettelse. Her tager man ikke noget med hjem, der er ingen hængepartier, for der kommer altid en kollega til at tage over, siger Bjarne Stokdal Præstholm. Han understreger, at han ikke har planer om at gå på efterløn. - Nej. Det vil jeg søreme ikke. Jeg regner foreløbigt med at arbejde til jeg bliver 65 år. Jeg har ingen problemer med at gå de 10-15 km, som vi går hver dag på arbejde. Dertil dyrker jeg motionsløb, cykling og fodbold, forklarer Bjarne Stokdal Præstholm, som er gift, har voksne børn og for længst er bedstefar. Bjarne Stokdal Præstholm er tilknyttet fysioterapien på Sygehus Vendsyssel. Han henter og bringer patienter, der skal til genoptræning. - Hver fjerde uge har jeg weekendvagt, og så arbejder jeg over hele sygehuset. Det er meget spændende, siger den snart 60-årige portøraspirant.