Sindal

Tyr fik politieskorte

Der skulle mildest talt være noget for ethvert temperament, når de lokalhistoriske foreninger i den gamle Sindal Kommune i næste måned udgiver Vore Rødder 6.

Tyren Ferdinan tog turen fra Tolne til København. Da Niels Stellan Høm havde solgt sit hus nummer 1000 skulle køberen have en tyr, og den blev læsset af på Rådhuspladsen i København, hvor ordensmagten hurtigt dukkede op - det er en af de mere spektakulære historier i Vore Rødder 6, der udgives i næste måned.

Tyren Ferdinan tog turen fra Tolne til København. Da Niels Stellan Høm havde solgt sit hus nummer 1000 skulle køberen have en tyr, og den blev læsset af på Rådhuspladsen i København, hvor ordensmagten hurtigt dukkede op - det er en af de mere spektakulære historier i Vore Rødder 6, der udgives i næste måned.

Bogen indeholder 19 historier om alt lige fra Revolver-Marie til dværgen Else Marie. - Hver gang de forskellige repræsentanter fra arkiverne mødes, spørger vi hinanden, om vi nu kan finde stof nok - men det er altså lykkedes endnu engang, siger John Bilde, der har skrevet flere af bidragene i bogen. Traditionelt er det historier, der har mange år på bagen, som finder vej i den lokalhistoriske udgivelse, men i år er der eksempelvis et kapitel med om dengang Sindal fik sine 100 springvand. - Det er godt nok ikke så mange år siden, men når vi skriver det nu, er det for at få så mange detaljer med som muligt, siger John Bilde. Der er også en artikel med om Niels Stellan Høm, der stadig er sprællevende, og blandt andet er kendt for Høm Huse og som en af de afgørende kræfter bag etableringen Sindal Lufthavn. Den historie indeholder også en sjov detalje, om dengang Høm skænkede en tyr fra Skaarupgaard i Tolne til køber nummer 1000 af et Høm-hus. Ifølge John Bilde blev tyren - en fredelig en af slagsen - læsset af på Rådhuspladsen. Ordensmagten kom dog ilende til, for sådan en bulderbasse kunne man ikke have stående der, så tyren fik politieskorte ned ad Strøget til Kgs. Nytorv - og ifølge Bilde endte det med at tyren fandt sin retmæssige ejer i det, der vist også var ment som et markedsføringsmæssigt stunt. Bogen, der trykkes i 800 eksemplarer, præsenteres torsdag 6. november klokken 16 i Sindal Sognegård, og interesserede er velkomne til at kigge forbi - men af hensyn til pladsen, er det nok klogest at lade tyren blive hjemme ...