EMNER

Tyrkiet er stadig langt fra EU-varmen

BRUXELLES:Tyrkiet skal være langt bedre til at sikre grundlæggende rettigheder som ytrings- og religionsfrihed, før landet kan blive inviteret ind i EU. Det er en af hovedkonklusionerne i EU-Kommissionens årsrapport om optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet. - Ytringsfriheden og pressefriheden har behov for at blive styrket i Tyrkiet både i lovgivningen og i praksis. Der er også fortsat mangler i udøvelsen af religionsfrihed, lyder det i rapporten. EU-Kommissionen udtrykker blandt andet bekymring over en stigning i antallet af retssager mod tyrkiske journalister samt myndighedernes blokering af flere internetsider som YouTube. Kommissionen ser dog også visse fremskridt i Tyrkiet. Der er ros til en forfatningsændring, som blev vedtaget med stort flertal ved en folkeafstemning i september. Ændringen indeholder en række reformer af det juridiske system og indskrænker militærets magt. Tyrkiet har forhandlet om EU-optagelse siden 2004. /ritzau/