Tyrkiet gør det ikke nemt

En væsentlig grund til, at EU ikke altid har det store held med at fremtræde som det folkelige projekt, som det egentlig skulle og burde være - for hvem kan for alvor have noget imod et tættere og mere forpligtende samarbejde i en verdensdel, som bestemt ikke altid har formået at holde fred? - er, at det politiske system ind imellem har det med at lukke sig om sig selv.

EMNER 12. december 2004 17:42

For eksempel når der skal udpeges en ny EU-kommission. Eller når formanden tvinges til at sammensætte en ny kommision. Eller når EU rammes af ambitioner om at blive endnu større, så det i dag er oppe på at omfatte ikke færre end 25 lande. Af indlysende grunde har endnu et ansøgerland det seneste stykke tid tiltrukket sig så megen opmærksomhed, at det uretmæssigt kan risikere at få indflydelse på den næste afstemning om EU's forfatningstraktat. Det drejer sig naturligvis om Tyrkiet, som dels ligger uden for - eller i hvert fald på kanten af - den kulturkreds, som EU hidtil har bevæget sig i, dels har haft ganske alvorlige problemer med at overholde selv de mest elementære menneskerettigheder. Lige så langt landet i perioder har været fra at leve op til de såkaldte Københavns-kriterier, som blev formuleret, da Danmark indtog formandsstolen, lige så ivrig har landet på det politiske plan været efter at få en meget præcis dato for, hvornår det kan blive en del af EU-selskabet. Men der er stadig problemer: Uden tvivl i et forsøg på at tage sig pænere ud, netop som EU skal tage stilling til Tyrkiets fremtid, har landet valgt at udskyde en omstridt retssag mod den største fagforening, Egitim Sen. Den har statsanklageren i Ankara krævet opløst, fordi det af foreningens vedtægter fremgår, at børn skal have ret til undervisning på deres modersmål. Underforstået: Det nærmest permanent undertrykte mindretal af kurdere skal - efter anklagerens mening - ikke have lov til at blive undervist i kurdisk. Nogle er nødt til at forklare Tyrkiet, at et af mange elementer i et demokrati er, at man respekterer mindretal. Også det kurdiske. Og her som i så mange andre tilfælde gør Tyrkiet det unægteligt ikke lettere for sig selv at blive medlem af EU.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...