Udland

Tyrkiet: Nedskudt fly var i frit luftrum

Tyrkiet oplyser, at det nedskudt jagerfly var på en fredelig træningstur i internationalt luftrum.

Tyrkiet: Nedskudt fly var i frit luftrum

Den tyrkiske udenrigsminister, Ahmet Davutoglu, oplyser nu, at det jagerfly, som Syrien skød ned fredag, blev skudt ned i internationalt luftrum.

Flyet havde cirka 15 minutter forinden krydset ind over syrisk territorium, oplyser ministeren. Han fortæller, at dette nogle gange er tilfældet, men at det pågældende fly ikke modtog nogen varsel, før det blev skudt ned.

Han slår fast, at flyet var på en fredelig træningstur:

- Det var ikke involveret i nogen operation mod Syrien. Det bar ingen våben, siger han til TRT Haber ifølge Reuters.

Lørdag oplyste syrerne, at nedskydningen fandt sted over syrisk territorialfarvand. Det nedskudte militære fly af typen F-4 Phantom med to piloter om bord, mistede radiokontakten til omverdenen omkring klokken otte dansk tid.

Den tyrkiske udenrigsminister udtrykker yderligere uenighed med Syrien, som har fastslået, at man ikke vidste, at flyet tilhørte Tyrkiet.

Flyet skjulte ifølge Davutoglu ikke sin identitet, som kunne ses af alle.

Ahmet Davutoglu siger, at Syrien forsøger at sprede "misinformation" til den tyrkiske offentlighed.

Flyet var ifølge udenrigsministeren i gang med at teste et radarsystem samt andre af landets sikkerhedsforanstaltninger.

/ritzau/Reuters