Udland

Tyrkiet: Politiet opløser ny demonstration med tåregas

Balladen er blusset op igen i Tyrkiets gader, hvor politiet i Ankara har skudt tåregas for at sprede folk.

Tyrkiet: Politiet opløser ny demonstration med tåregas

Efter et par dage med voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter havde roen lagt sig i Tyrkiets gader, men søndag sidst på eftermiddagen gik det løs igen.

I hovedstaden Ankara valgte politiet at skyde med tåregas og vandkanoner for at sprede en menneskemængde af demonstranter.

Også i landets største by, Istanbul, var der gang i optøjerne. Den centrale Taksim-plads var igen centrum for massedemonstrationer.

Et menneskehav af demonstranter svingede protestflag over pladsen og sang: "Regeringen skal gå af" og "Istanbul er vores. Taksim er vores".

Senere begyndte politiet at affyre tåregas mod demonstranterne i Istanbul.

Det er den tredje dag med protester mod landets premierminister, Recep Tayyip Erdogan.

De tyrkiske myndigheder meddeler, at 1700 mennesker er blevet anholdt i forbindelse med optøjerne. Mange af dem er løsladt igen.

Søndag udtrykte den tyrkiske udenrigsminister, Ahmet Davutoglu, at optøjerne gør skade på landets omdømme.

- Fortsættelsen af disse protester vil ikke gavne noget, men de vil skade omdømmet af vores land, som ellers bliver beundret i regionen og i hele verden, skriver Ahmet Davutoglu på Twitter.

Politiets indgreb i Ankara søndag eftermiddag kom, da demonstranterne forsøgte at nå frem til premierministerens kontorbygning, et område der er under tæt bevogtning.

De omfattende optøjer, som har ramt i alt 67 byer i landet over de seneste tre dage, startede som følge af en aktion mod regeringens beslutning om at fjerne en grøn park midt i Istanbul.

Regeringen vil opføre et kulturcenter på stedet. Beboere i området frygter dog ifølge nyhedsbureauet Reuters, at området reelt vil udvikle sig til at blive et shopping-område.

Siden har demonstrationerne udviklet sig til en generel protest mod Recep Tayyip Erdogan og hans konservativt og islamisk funderede regering.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.