Tyrkiet truer oprørere i Irak med mulig gengældelse

- Hvis vore statsborgere kommer noget til, så vil der blive hård gengældelse, siger udenrigsminister.

Tyrkiets udenrigsministerium oplyser, at i alt 80 tyrkiske statsborgere er taget til fange af militante i Irak ved to separate episoder i byen Mosul.

Samtidig advarer den tyrkiske udenrigsminister om, at Tyrkiet vil gøre gengæld, hvis de tilfangetagne tyrkiske statsborgere i den irakiske by Mosul kommer noget til.

- Alle de, der er involveret, skal vide, at hvis vore statsborgere på nogen måde kommer noget til, så vil de blive udsat for massiv gengældelse, siger udenrigsminister Ahmet Davutoglu ifølge tyrkiske medier.

Militante sunnimuslimske oprørere trængte tidligere onsdag ind på det tyrkiske konsulat i Mosul og tog gidsler - deriblandt en tyrkisk konsul, tre børn og medlemmer af specialstyrkerne.

En kilde i den tyrkiske premierministers kontor siger, at de tilbageholdte er uskadte.

Den sunnimuslimske gruppering Den Islamiske Stat Irak og Levanten (Isil) rykkede ind på Mosuls tyrkiske konsulat, dagen efter at de havde vundet kontrol over hele Mosul.

- Vi har taget direkte kontakt til militante grupper i Mosul for at få garanteret sikkerheden for det diplomatiske personale, oplyser en tyrkisk regeringskilde.

En af kidnapperne fra Isil har sagt til en oberst, at fangerne ville "blive bragt til et mere sikkert sted" på en af oprørernes baser.

Isil har under en opsigtvækkende lynoffensiv på kort tid vundet kontrol over Mosul samt den omliggende region Nineveh og områder i Kirkuk og Salaheddin-provinserne samt den centrale by Tikrit.

Den nye udvikling i Irak har fået USA til at udtrykke dyb bekymring over "den ekstremt alvorlige situation", og Washington advarer om, at Isil udgør "en trussel mod hele regionen."

Isil er den mest magtfulde militante gruppe i Irak og en vigtig kraft i oprørsbevægelsen i Syrien.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.