Tyrkiet tur/retur

Privat indkvartering hos tyrkiske familier bliver en del af turen for Hobro Friskoles 7./8. klasse

Turisme 3. september 2002 08:00

HOBRO: - Det bliver spændende at bo hos en tyrkisk familie, siger Jens Juul Hedegaard fra Hobro Friskoles 7./8. klasse. - Bare det ikke bliver psykopater. Sådan nogle folk, der samler på negle, supplerer hans klassekammerat Thomas F. L. Laursen grinende. Sammen med 12 klassekammerater og to lærere tager de 9. september på skolerejse. Hvor andre tager til Bornholm eller turiststeder i det centrale Europa, tager de til Tyrkiet. Og de bevæger sig væk fra turisternes normale tilholdssteder. De skal se seværdigheder, opleve den tyrkiske kultur og ikke mindst bo hos private tyrkiske familier lige uden for byen Konya. - Eleverne skal møde det oprindelige Tyrkiet. Det er det, der er ideen med turen, forklarer klasselærer Ingjerd Hansen. Ud over det oprindelige Tyrkiet kommer klassen også til at møde det nye Tyrkiet. Fem ud af de otte overnatninger sker på et hotel i Istanbul. Et hotel hvor naboen hedder McDonalds. Ingen nervøse forældre Børnene skal langt væk hjemmefra. Men forældrene er ikke specielt nervøse over at børnene skal til Tyrkiet. - Vi har haft forældrene inde over projektet fra starten af. Der var lidt nervøsitet, da der var nogle uroligheder, men den danske ambassade siger, at det er ufarligt at tage til Tyrkiet. Det beroliger forældrene, fortæller Ingjerd Hansen, der endvidere forklarer, at turen koster 3500 kroner pr. elev. Penge forældrene betaler. Forældrene har været positivt indstillede over for projektet. Det har været straks sværere at få det arrangeret med rejseselskaberne. Ønsket om privat indkvartering og en rute udenfor turistselskabernes sædvanlige område, gjorde at ingen kunne arrangere, indtil en elev i klassen fik øje på en historie i en bog. - Det var en klasse fra København, der havde været afsted på en tur ligesom den vi havde i tankerne. Jeg ringede til deres lærer og fik at vide, at de havde arrangeret det gennem et københavnsk firma, der hedder Dogru Rejser, siger Ingjerd Hansen, der efterfølgende tog kontakt til rejsebureauet og fik aftalt rejsen. Dogru Rejser har også stået for at arrangere den private indkvartering. Når klassen ankommer til Konya med bussen fra Istanbul, står familerne klar til at tage mod eleverne. Elevernes valg Materiale er indhentet fra den tyrkiske ambassade og biblioteket er støvsuget for bøger om Tyrkiet. Ligesom eleverne selv har stået for at planlægge hvor turen skal gå hen, så er det også dem der skal planlægge hvad der skal ske. - Vi startede med at vælge mellem flere lande og så endte vi med en afstemning mellem Spanien og Tyrkiet. Så blev Tyrkiet valgt, siger Tenna Kjær Christensen, der sidder og skriver på en planche om Islam. Planchen skal, sammen med de plancher andre i klassen laver, bruges til et forældremøde. Her er det meningen, at forældrene skal høre om, hvordan turen til Tyrkiet skal forløbe. Det sker ved hjælp af plancher om emner som rejserute, historie og dagligliv i Tyrkiet. Og her kan de også høre om forventningerne til Konya og McDonalds. Hvordan mødet med den amerikanske burgerkæde, de tyrkiske lire og de muslimske skikke forløber, kan forældrene efter turen læse i den dagbog, alle eleverne skal skrive undervejs.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...