Udland

Tyrkiet uddeler bøder til protestvenlige medier

De tyrkiske myndigheder uddeler bøder til medier, som rapporterer regeringskritisk under demonstrationer.

Tyrkiet uddeler bøder til protestvenlige medier

Det tyrkiske radio og tv-nævn slår nu ned på en række regeringsfjendtlige medier i landet.

Det sker efter to ugers voldsomme sammenstød mellem tyrkisk politi og demonstranter, som ønsker, at premierminister Recep Tayyip Erdogan og hans regering skal gå af.

Den tyrkiske avis Hürriyet skriver, at fire medier har fået bøder. Det drejer sig om Halk TV, Ulusal TV og to øvrige kanaler. Der er ingen melding om, hvad bøderne lyder på.

Halk TV er en af de få stationer, som løbende har rapporteret fra protesterne i Istanbul og andre tyrkiske byer.

Som begrundelse for bøden hedder det, at stationerne har forbrudt sig mod sendereglerne, og deres programmer kan være med til at opmuntre påvirkelige unge.

Det er lige akkurat, hvad Recep Tayyip Erdogan ønsker at undgå i en tid, hvor demonstrationerne mod ham breder sig som en bølge over hele landet.

De seneste dage er sammenstødene, der startede for 13 dage siden, taget til.

Det skyldes formentlig, at de tyrkiske myndigheder har besluttet at slå hårdt ned og rydde de områder, hvor demonstranterne har haft deres "hovedkvarter" ved Taksimpladsen og den nærliggende Gezi-park i det centrale Istanbul.

/ritzau/dpa

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst