Udland

Tyrkisk betjent dør under protest: Styrt fra bro

En tyrkisk politibetjent er død efter fald fra bro under optøjerne, der fortsætter i landet på syvende døgn.

Tyrkisk betjent dør under protest: Styrt fra bro

Optøjerne og protesterne fortsætter i Tyrkiet, og torsdag blev en politibetjent meldt død i byen Adana i den sydlige del af landet, efter han var styrtet ned fra en bro.

Betjenten Mustafa Sari var i færd med at jagte nogle demonstranter, da han faldt ned fra broen onsdag. Han blev bragt til hospitalet og senere meldt død, skriver lokale medier torsdag.

Politiet i Adana var onsdag travlt beskæftiget med at holde styr på demonstranter, der protesterede mod premierminister Recep Tayyip Erdogan og hans regering.

Politiet anvendte tåregas og vandkanoner under sammenstødet med demonstranterne.

Mustafa Sari er den første politimand, der mister livet under den igangværende konflikt. To mandlige demonstranter er blevet dræbt tidligere.

Urolighederne startede fredag i sidste uge i Istanbul, da aktivister var utilfredse med regeringens beslutning om at fjerne en park for at bygge på grunden, der ligger ved Taksim-pladsen midt i byen.

Konflikten udviklede sig hurtigt til en generel vrede over landets regering.

Demonstrationer opstod i adskillige byer over hele landet, blandt andet i hovedstaden Ankara, hvor der igen torsdag er optøjer - i Istanbul er det derimod roligt i sammenligning med de seneste dage.

Den upopulære premierminister ventes at lande i Tyrkiet torsdag aften efter et fire dage langt besøg i Tunesien.

En demonstrant, Ezgi Ozbilgin, som har overnattet ved Taksim-pladsen, frygter, hvad der vil ske, når AKP-lederen kommer hjem.

- Jeg er bange, for jeg ved ikke, hvad han vil gøre.

- AKP-tilhængerne er som får. Hvis Erdogan siger, at de skal kæmpe, så kæmper de. Hvis han siger, de skal lade være, lader de være, siger den 24-årige kemistuderende til nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/dpa

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.