Tyrkisk domstol ophæver forbud mod Twitter

Indgreb mod Twitter skulle stoppe beskyldninger mod Erdogan-regering. Nu skal mediet genåbnes, siger domstol.

En tyrkisk domstol har ophævet et forbud mod Twitter, som blev nedlagt af regeringen for fem dage siden.

Regeringen greb ind over for sociale medier, da der her var blevet fremsat mange beskyldninger i forbindelse med en omfattende korruptionssag i premierminister Tayyip Erdogans regering.

En administrativ domstol i Ankara vil give Tyrkiets kontrolorgan inden for telekommunikation, TIB, ordre til, at Twitter skal være åbent og tilgængeligt for brugerne senere i dag, oplyser tv-stationen NTV.

Erdogans regering er kastet ud i sin værste krise i forbindelse med vedholdende protester og stadige beskyldninger om korruption. Regeringen har også nedlagt forbud mod tusindvis af hjemmesider.

Twitter-forbuddet trådte i kraft den 20. marts, da Erdogan svor, at han ville "udslette" det sociale medie, fordi det ikke havde fået fjernet "illegalt materiale" fra dets indhold, hvilket domstole havde givet ordre til.

Forbuddet blev fordømt mange steder - også af FN's kommissær for menneskerettigheder, og Erdogan og hans Retfærdigheds- og Udviklingsparti synes at være blevet blameret langt uden for Tyrkiets grænser af affæren.

Mange af Tyrkiets 10 millioner brugere af Twitter har forstået at omgås forbuddet, og de har tweetet via mobiltelefoner eller private netværk.

De sociale netværk er blevet oversvømmet med lydoptagelser, hvor Erdogan angiveligt griber ind i retssager og aftaler i erhvervslivet, ligesom han forsøger at stoppe ufordelagtig omtale i medierne.

Den tyrkiske premierminister siger, at optagelserne er fabrikere og falske.

Erdogan er især svækket af en magtkamp med en bevægelse under ledelse af en tyrkisk muslimsk prædikant, Fethullah Gülen, der er gået i eksil i USA.

Erdogan var tidligere allieret med Gülen, men beskylder nu prædikanten for at være hovedmanden bag serien af "forfalskede lydoptagelser", som antyder, at premierministeren er korrupt.

Iagttagere siger, at Erdogan har skabt endnu større splittelse i nationen med sine reaktioner på krisen.

AKP står til en massiv tilbagegang ved et lokalvalg om få dage i forhold til parlamentsvalget i 2011.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.