Tyrkisk film har fuld fart på

Instruktørerne i Tyrkiet laver både kommercielle succeser og smalle film, der bryder tabuer om sex og politik. Men det er stadig uskyldige komedier, der trækker flest folk i biografen

Filmtitlen G.O.R.A. siger de færreste danskere noget. Men er man ung og af tyrkisk afstamning, vil Ömer Faruk Soraks science fiction-parodi fra sidste år med garanti bringe et smil frem på læben. I Tyrkiet blev filmen et megahit, og hele fire millioner tyrkere har foreløbig været i biografen for at se filmen, der gør grin med amerikanske film som Star Wars og Matrix. Derudover har den skøre komedie solgt knap en halv million billetter i Europa - langt størstedelen i Tyskland, hvor der bor omkring to millioner tyrkere. Men der bliver også lavet andet end storsælgende lårklaskere i det muslimske land. Den netop overståede Copenhagen International Film Festival (CIFF) bød således på alt fra spændingskomedier over historiske dramaer til kontroversielle debatfilm fra Tyrkiet. - Tyrkisk film er er inde i en spændende udvikling i disse år på trods af, at branchen i realiteten har været i økonomisk krise siden 1980erne. Indholdsmæssigt er der begyndt at ske noget, og nye såvel som gamle instruktører tager tabubelagte emner op i film, som også henvender sig til det store publikum, siger Jacob Neiiendam, der er programchef ved CIFF. Han nævner Ugur Yücel og Umit Unal som gode eksempler på filminstruktører, der har noget på hjerte og gerne vil ramme bredt. Skal man over i den mere smalle og intellektuelle afdeling, hører Nuri Bilge Ceylan og Zeki Demirkubuz ifølge programchefen til blandt de mest markante filmskabere i Tyrkiet. Sidste år blev der lavet 25 spillefilm i det store land, der i næste uge begynder optagelsesforhandlinger med EU. For at komme drømmen om et medlemskab af den europæiske union nærmere har den tyrkiske regering iværksat en demokratiseringsproces, som man også kan se effekten af i filmens verden. - I februar var der premiere på en film, hvor der blev sunget en sang på kurdisk, og sidste år kunne man se en film, der beskrev et lesbisk forhold. Det ville være helt uhørt for bare fem år siden, siger Sadi Tekelioglu, der er redaktør af den dansk-tyrkiske månedsavis Haber. Ifølge ham skal det nye film-frisind også ses i lyset af, at unge kvinder i Tyrkiet nu godt kan flytte alene i en lejlighed og dyrke karrieren, og at åbenlys kæresteri og sex før ægteskabet accepteres. Mentalitetsskiftet kan også aflæses i de tyrkiske films sprogbrug, der er blevet mere tidssvarende. - Tidligere var sproget meget stift og teateragtigt, men nu er det er blevet mere naturligt og dagligdags. Det betyder også, at der er kommet mange bandeord på film de senere år, og det griner folk meget af, siger Sadi Tekelioglu. Ingen politik Der er dog stadig grænser for, hvad de tyrkiske filminstruktører vil kaste sig ud i. Mens man ifølge Habers redaktør godt kan fortælle biografgængerne en historie om kurdiske æresdrab, er der næppe ambitioner i branchen om eksempelvis at lave en film om folkemordet på armenerne i 1915-1916. - Når samtlige 70 millioner tyrkere kan være sikre på, at Tyrkiet holder sammen og har fået en solid placering i det internationale samfund, kan det godt være, at man vil kigge på fortiden med andre øjne, som man har set det i Danmark med besættelsestiden. Men lige nu er der ikke brug for at splitte landet yderligere, og derfor er ingen filminstruktører interesserede i at lave en film med stærke politiske budskaber, siger Sadi Tekelioglu og tilføjer, at der heller ikke er blevet lavet én eneste film om det blodige militærkup i 1980, selv om det skabte over en halv million flygtninge fra Tyrkiet. Andre tabuer er dog blevet filmatiseret. I sin debut som filminstruktør, "Toss Up", tager den populære skuespiller Ugur Yücels blandt andet fat i emner som stofmisbrug, prostitution, etniske konflikter og krigen mod kurderne, der officielt ikke eksisterer. - Emnerne betragtes simpelthen som skamfulde. Vi har en talemåde, der lyder "skammen ligger under tæppet", og på en måde er det nok mit mål at rive alle tæpperne itu - at tvinge folk til at se sig selv i øjnene. Men det tyrkiske publikum er tilsyneladende ikke klar til den slags konfrontationer endnu. Det virker snarere som om, at de holder sig for øjnene. Foreløbig er der kun 270.000 tyrkiske biografgængere, der har set "Toss Up". Snart har vi modtaget flere filmpriser for den, end vi har solgt billetter, sagde Ugur Yücel i et interview i forbindelse med Copenhagen International Film Festival. Satser kommercielt Det er dog ikke nødvendigvis kun frygten for at skabe ravage i befolkningen og hos magthaverne, der afholder de tyrkiske filmskabere fra at tage sprængfarlige politiske emner op, hvis man skal tro Sadi Tekelioglu fra Haber. I modsætning til i Danmark er der stort set ingen statsstøtte til filmkunsten i Tyrkiet, og sammenholdt med befolkningens manglende interesse for smalle film får det hovedparten af branchen til at tænke meget kommercielt. Det er de vant til, for ifølge Sadi Tekelioglu kommer alle de yngre filminstruktører fra tv-verdenen, hvor de har produceret stakkevis af serier til Tyrkiets 30 landsdækkende tv-kanaler. - De er ligeglade med, om europæerne gider at se deres film, og om de får en masse priser på de internationale filmfestivaler. For der er flere penge at tjene på hjemmemarkedet, og det er derfor, at der bliver lavet så mange uskyldige komedier med skuespillere, som folk allerede kender fra tv-serierne, siger den tyrkiske filmekspert. Han glæder sig dog over, at der i de senere år er blevet lavet flere film, der tager fat i de mange spændende og ofte ukendte historier, som gemmer sig i den tyrkiske kultur. Som eksempel bruger Sadi Tekelioglu veteranen Atif Yilmaz' nyeste film, " The Borrowed Bride". Filmen er baseret på en tradition fra de tyrkiske landsbyer, hvor velhavende familier satte deres unge, uprøvede mænd i lære hos modne kvinder for at gøre dem klar til at blive gift. Ukendte derhjemme Mens Atif Yilmaz med sine mere end 100 film både er kendt i Tyrkiet og i udlandet, ser det anderledes ud for anmelder-yndlinge som Nuri Bilge Ceylan og Ahmet Ulucay. Begge har høstet masser af priser ved filmfestivaler verden over, men i hjemlandet er der ikke mange, der ved, hvem de er. Også Fatih Akin kan gå sig en tur på gaderne i Tyrkiet uden at blive omringet af autografjægere. Sidste år blev den 32-årige tysk-tyrkiske instruktør verdenskendt med filmen "Mod Muren", der vandt Guldbjørnen ved filmfestivalen i Berlin for sin fortælling om en ung tysker med tyrkiske rødder, som lever et meningsløst liv med sprut og stoffer i storbyen. Omtalen blev ikke mindre, da det kom frem, at den kvindelige hovedrolleindehaver tidligere havde været med i pornofilm. - Man er da glad for, at en ung tyrkisk instruktør har fået så fin en filmpris. Men den historie, der fortælles i filmen, synes man ikke er spændende i Tyrkiet, hvor avisernes kriminalsider bugner af den slags stof. Det er nok mere interessant for den europæiske befolkning, der får et indblik i, hvad der foregår i indvandrerhjem, siger Sadi Tekelioglu, der er glad for, at der er kommet mere fokus på tyrkisk film. Det samme er programchef Jacob Neiiendam fra Copenhagen International Film Festival, der også vil have tyrkiske film med i næste års program. - Jeg mener, at det er vigtigt, at både festivaler og små distributører holder øje med filmene, for der vil uden tvivl ske ting i de kommende år. Men det er stadigt svært at forestille sig, at tyrkiske film bliver populære i danske biografer i bred forstand. Og det er synd, for der bliver lavet rigtig mange gode film i alle genrer, siger han.