Tyrkisk musik og ghanesisk stammedans på Malurt

Matchbrothers FREDERIKSHAVN: Med seks legesyge jazzmusikere på Malurts scene, lagde Matchbrothers i fredags fra første nummer op til en helt anderledes jazzaften i Musikforeningen. En aften med masser af salsarytmer, tyrkisk musik, ghanesisk stammedans, svensk og irsk folkemusik, serveret af velspillende musikere, flere endda med lokal tilknytning. Med en udtalt spilleglæde og entusiasme kastede saxofonisten Jacob Mygind, bassisten Olav Gudnason, Ib Bucholtz på piano og harmonika, Anders Holm på trommer, Frank Sørensen på trombone og ikke mindst den farvestrålende ghaneser, Aui Solomon på percussion sig ud i overraskende og spændende arrangementer. Tyrkiske bayonne-rytmer, f.eks, som dog intet havde med skinke at gøre, men som nærmere gav associationer til orientalsk mavedans, irsk folkemusik udsat for to mundharper, blev spillet af den samme mand (Olav Gudnason). Der var smukke lyriske numre, svensk folkemusik, ja, endda en jazzificeret udgave af brudevalsen og ellers afrorytmer, som man nemt kunne forestille sig ledsage ghanesisk stammedans. Som Matchbrothers havde lovet, blev der virkelig spillet verdensmusik med egnssærpræg på Malurt denne fredag aften i september. Forfriskende og anderledes og et godt stykke fra den traditionelle stil, som ellers præger Musikforeningens program. birk