Tyrkisk NBA-spiller testet positiv for steroider

Hedo Turkoglu fra Orlando Magic har fået 20 dages karantæne efter at være blevet knaldet i en dopingtest.

Tyrkisk NBA-spiller testet positiv for steroider

Skader og sygdom har betydet, at NBA-spilleren Hedo Turkoglu fra Orlando Magic kun har spillet 11 kampe indtil videre i sæsonen.

Og det tal bliver ikke højere lige foreløbig, for den 33-årige tyrker har fået 20 spilledages karantæne i ligaen, fordi han har afleveret en positiv dopingtest.

Testen indeholdt spor af stoffet methenolon, der tilhører gruppen af anabolske steroider.

Turkoglus karantæne begyndte onsdag, og da der resterer 30 kampe i grundspillet, kan han stadig nå at gøre comeback i denne sæson.

Der er dog ikke meget, der tyder på, at Orlando når videre til slutspillet. Holdet ligger lige nu næstsidst i Eastern Conference.

Turkoglu har spillet 13 sæsoner i NBA. Han var med, da Orlando spillede sig frem til NBA-finalen i 2009 og har desuden vundet VM-sølv med Tyrkiet i 2010.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst