Udland

Tyrkisk politi skyder tåregas mod vrede demonstranter

Politistyrker har været i sammenstød med protesterende tyrkere i landets to vigtigste byer.

Tyrkisk politi skyder tåregas mod vrede demonstranter

Protesterne mod den tyrkiske regering fortsætter i hovedstaden Ankara, metropolen Istanbul og den sydøstlige provins Hatay.

Kampklædt politi har natten til onsdag skudt med tåregas og vandkanoner for at sprede hundredvis af demonstranter, der forsøgte at nå frem til premierminister Recep Tayyip Erdogans officielle kontorer i Istanbul.

I Ankara har der også været sammenstød mellem betjente og demonstranter, og i Hatay, der ligger ved grænsen til Syrien, meldes to politifolk og tre demonstranter kvæstet i voldelige gadekampe.

Tyrkiets regering gav tirsdag en undskyldning til de mange demonstranter, der er kommet til skade under sammenstød med politistyrker under de seneste dages uroligheder. Samtidig opfordredes folk til at indstille demonstrationerne øjeblikkeligt.

Men tusindvis af mennesker samler sig stadig på gaderne.

Ikke mindst på Taksim-pladsen i Istanbul, som er det symbolske hjerte for protestbølgen mod Erdogan, der begyndte fredag som fredelige demonstrationer mod planerne om at bygge et shoppingcenter.

Siden er proppen røget af flasken, og demonstrationerne har spredt sig til mange andre byer i Tyrkiet.

Premierminister Erdogan og hans regerende AK-parti beskyldes for at opføre sig enerådigt og kompromisløst.

Derudover har regeringen i den seneste tid taget flere skridt i retning af et konservativt styre. Blandt andet med en nylig stramning af alkohollovgivningen.

Det har udløst vrede blandt de mange sekulære tyrkere, som anklager Erdogan og hans islamisk funderede regering for at bevæge landet hen mod en islamisk stat.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.