Tyrol i teltet

Tirolerband Aalborg underholder. Arkivfoto
Store brønderslev marked 2. september 2007 06:00

BRØNDERSLEV: Der vil i dag være tyrolerstemning i det store telt på Store Brønderslev Marked. Det er Tirolerband Aalburg, der går på scenen for at skabe den rigtige stemning. Fodboldpiger fra Brønderslev Idrætsforening optræder ikke i lederhosen, men er klædt festligt på for at servere øl i krus. Ellers kan Tonny Trifolikum opleves på pladsen. Schwåmpis Venner underholder også på markedsscenen. Brønderslev Squaredanceforening, Brønderslev Folkedanserlaug og Brønderslev Linedanceklub Walk The Line optræder flere gange i eftermiddag. Kedeligt bliver det ikke, når Frueflæsk og Bøffer går på scenen. De er en gruppe kvinder, der med udsøgt sans for det komiske og groteske viser særdeles akrobatiske numre. Der er tale om en flok flyvske fruer i deres bedste alder. Selv lover de hals- og hæsblæsende akrobatiske udfoldelser, meterhøje og barmfagre kvindepyramider, vanvittige kropsvridninger samt kække glimt i øjet. Som de siger: - Glem alt om indkøbene til i morgen. Glem alt om selvudvikling og kure. Her får du det hele. En forløsende strøm af absurd humor, vuggende kurver og yndige trin, alt sammen udført med besnærende kvindelist og en kniv i ærmet. Traffic underholder i teltet i aften.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...