Brønderslev

Tyroleraften til årets sommerfest

Optoget søndag har temaet “Disney”, men det er blot et forslag, alle ideer er mere end velkomne, siger Torben Sørensen.ARKIVFOTO

Optoget søndag har temaet “Disney”, men det er blot et forslag, alle ideer er mere end velkomne, siger Torben Sørensen.ARKIVFOTO

V. HJERMITSLEV: Så skal de til det igen i V. Hjermitslev - at feste - det er nemlig kun knap en måned siden, at byen holdt 100 års jubilæumsfest for boldklubben. - Vi bliver ikke trætte af at feste, men måske bliver vi trætte af at arrangere, nu skal vi lige have det her arrangeret, så vi kan komme i gang med at høste, siger formanden for V. Hjermitslev Boldklub, Torben Sørensen. Men i næste uge står den på fest igen, når sommerfesten indledes tirsdag aften med fodbold og gadedyst med gamle lege. I dagene herefter følger blandt andet børnedyrskue, fodbold og Vikinge-Cup, og torsdag er der fællesspisning med efterfølgende kaffe og kringle. - Fredag er der tyroleraften med tysk øl og tyrolermusik, hvor vi opfordrer til tyrolerdress med lederhosen osv., siger Torben Sørensen. Lørdag er der ministævne for de mindste årgange, mens de større indtager fodboldbanen i en kamp mellem serie 5 holdet og et gammelt drengehold. - Nogle af dem, der i dag spiller på serie 5, har samlet de gamle spillere, det er omkring 15 år siden, de sidst har spillet sammen, siger Torben Sørensen og tilføjer, at de ”gamle” spillere er med til lørdag aftens fest med helstegt pattegris og musik ved Peter Olsen og band. Finaledagen søndag starter med optog gennem byen anført af Brønderslev Brass Band. Efterfølgende er der plænetraktortræk, kagekonkurrence og forskellige boder i Lunden. Selv om det ikke er lang tid siden sidste store fest, tror formanden på fuld opbakning, - Fællesspisningen plejer at samle et par hundrede mennesker, og festen lørdag aften er vi normalt mellem 130 og 160. Men et år var der både en 40 års og en 50-års fødselsdag, og det kunne vi godt mærke, det trak omkring 40 personer, siger Torben Sørensen.