tysk delstatsvalg

Fakta

Baden-Württemberg: Delstatsparlamentet, der ligger i hovedbyen Stuttgart, tæller i dag partierne CDU, SPD, FDP og De Grønne. Vælgere: 7,8 millioner. Regeringschef: Stefan Mappus fra det kristeligt demokratiske CDU, som for et år siden overtog posten fra den nuværende EU-kommissær Günther Oettinger. Partiet har været ved magten i delstaten i 58 år og regerer - ligesom i forbundsregeringen - sammen med det liberale FDP. Ifølge den seneste Forsa-meningsmåling står CDU med 38 procent af stemmerne fortsat til at få flest mandater. Men da partneren FDP med fem procent kun lige akkurat ventes at komme op over spærregrænsen, kan det socialdemokratiske SPD og De Grønne med hver 24 pct. gøre sig håb om et historisk magtskifte. Rheinland-Pfalz: Delstatshovedstad er Mainz. Partierne CDU, SPD og FDP er repræsenteret i delstatsparlamentet. Vælgere: 3,1 millioner. Regeringschef: Socialdemokraten Kurt Beck tiltrådte i 1994 og er den længst siddende ministerpræsident i Tyskland. Siden 2006 har SPD haft absolut flertal, efter at den forhenværende SPD-formand før regerede sammen med det liberale FDP. Ifølge meningsmålinger står De Grønne til at gøre comeback i landdagen og vil højst sandsynligt blive en del af en rød-grøn regering sammen med SPD - et samarbejde, der også fandtes på forbundsplan i Gerhard Schröders regering fra 1998 til 2005./ritzau/

Forsiden