Tysk dominans ved flot stævne

Rikke Mortensen, Fristrup, tog andenplads i den et-stjernede konkurrence

Virksomhedsøkonomi 26. september 2005 06:00

AALBORG: Sæsonens sidste military-stævne, Aalborg International Horse Event ved Dall og Guldbæk, syd for Aalborg, blev et flot og succesrigt stævne, selv om arrangørerne gerne havde set flere deltagere, end tilfældet var. Kampen om topplaceringerne i den bedste klasse, den to-stjernede konkurrence, blev et anliggende mellem tyske Tina Richter-Vietor og tre af Danmarks bedste i military, Mogens Svane Rasmussen, Johan Iversen og Gertrud Abrahamsson, og den kamp trak den tyske rytter sig bedst ud af. På ryggen af Ami Petit vandt hun klart med pointene 44,30, hvilket var 14 point bedre end Mogens Svane Hansen på Sara. Tina Richter-Vietor tog sig også af femtepladsen på Leolo, og dermed tog hun henholdsvis 15.000 og 3.000 kr. i sejrspenge. Men hun var ikke færdig med at indkassere checks, for den tyske rytter sejrede også i den et-stjernede klasse, her på ryggen af Paulchen Panther, og det gav yderligere 10.000 kr. så ialt rejste hun hjem med 28.000kr. i præmiepenge. Mens de lokale ryttere ikke kunne gøre sig gældende i kampen om de fem præmier i den bedste række, så gik det langt bedre i den et-stjernede klasse. Her pressede Fristrup-rytteren Rikke Mortensen på Bally Genius den tyske vinder til det sidste, og Rikke Mortensen var på andenpladsen blot fem point efter. Det gav hende 5.000 kr. i præmie. Den dobbelte, danske mester i military for ungryttere, op til 21 år, Karina Danielsen fra Fristrup, tog femtepladsen i den et-stjernede konkurrence og scorede 1.000 kr. I den bedste række var Rikke Mortensen på Courage den bedst placerede Fristrup-rytter som nummer seks, mens Lærke Larsen på Calypso Sun blev nummer ni af 16 startende. I den næstbedste klasse var Rikke Mortensen også i aktivitet på Teyde og blev nummer 10, fulgt af Stine Hedegaard Wiis på Second Bally og Lærke Larsen på No Ordinary Bally på 11. og 12.-pladsen af 22 startende, så Fristrup-rytterne fik endnu en gang understreget, at de er med fremme i skoene, når det gælder military. Stævnet sluttede i flot vejr, uden uheld af nævneværdig karakter, og med fint besøg i terrænet ved Guldbæk, og den gode stemning smittede af hele vejen igennem disciplinerne dressur, springning og udholdenhedsridt, fordelt over lørdag og søndag. mingo

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...