Færdselsforseelser

Tysk flugtbilist er fortsat fængslet

FREDERIKSHAVN:Varetægtsfængslingen af en 24-årig tysk bilist er af retten i Frederikshavn forlænget til 1. september. For to uger siden stak han en betjent fra Frederikshavn med en skruetrækker og skar ham i armen med en kniv. Forlængelsen foregik skriftligt uden et egentligt retsmøde. Den 24-årige, der under anholdelsen blev skudt og såret af politiet, er nu indlagt på psykiatrisk afdeling i Aalborg med henblik på at få udarbejdet en mentalerklæring, Den skal kaste lys over, hvorvidt tyskeren var sindsyg på gerningstidspunktet. Optakten til den dramatiske anholdelse foregik på rasteplads Himmerland, hvor en politipatrulje kontaktede den 24-årige på baggrund af en henvendelse fra hans familie. Familien frygtede, han ville begå selvmord. Tyskeren sprang pludselig ind i sin bil og kørte nordpå. Politiet satte efter ham og forsøgte at standse ham ved Vangen, og - da det ikke lykkedes - med mere held i Nørregade i Frederikshavn. Sideløbende med, at anklagemyndigehden forbereder et retsligt efterspil mod tyskeren, undersøger statsadvokaten, om politiet handlede korrekt ved at affyre flere skud mod tyskeren under anholdelsen.