Tysk kultur gav liv til det danske
KULTURHISTORIE Anna Sandberg og Detlef Siegfried (red.): "Tysk kulturhistorie" Det kan måske være svært for generationerne, der er født efter den anden verdenskrig, at forstå, at den tyske kultur er den væsentligste forudsætning for den danske kultur. Generationerne efter verdenskrigen er inficeret med amerikansk kultur: Herfra kommer de uendelige sæbeoperaer, herfra henter tv sine film, herfra kommer popmusikken, og herfra smittes/forgiftes det danske sprog med mange lidet klædelige gloser og vendinger. At Tyskland er blevet mere aktuel i de senere år, viser bl. a. en undersøgelse fra 2008, foretaget af engelske BBC; den viser, at Tyskland er det mest populære land i verden, og en netop afsluttet undersøgelse, som ikke er medtaget i bogen, fortæller, at Berlin nu er den hovedstad, de fleste danskere besøger. Så denne kulturhistorie er rette bog til rette tid på rette sted. Et dusin forfattere har skrevet hvert sit bidrag til denne prætentiøse gennemgang af den tyske kulturs historie fra 1648 til i dag, 1648, fordi det er året for den westfalske fred og dermed afslutningen af den pinefulde og udmarvende 30-årskrig. Trods de mange kokke er det blevet en forbavsende homogen bog, som man kan læse i en lang kronologisk sammenhæng, men som man også kan læse udvalgte afsnit i. Endvidere er den skrevet i et sprog, der uden at være populistisk kan læses af et meget bredt, interesseret publikum. Skulle man føle, at man har mistet kontinuiteten, hjælper en tidslinje med de vigtigste politiske årstal hurtigt læseren på plads i Tysklands historie. Hvert afsnit redegør detaljeret og indsigtsfuldt for de politiske, økonomiske og historiske forudsætninger for den øjeblikkelige kultur og dens muligheder. I samtlige afsnit gennemgås litteratur, teater, musik og bildende kunst hver for sig, for selv om man kan dele kulturen ind i tre områder, nemlig hverdags- og populærkultur, politisk kultur samt kunst, så ligger hovedinteressen - for mit vedkommende i hvert fald - entydigt på kunst. Men en skabelon er skabt. Hartvig Frisch definerede kultur meget bredt som vaner, og den tyske sociolog Max Weber mener, at kultur er alt det, som menneskene tilskriver mening, dvs. religion, politik, økonomi og kunst. Set under den synsvinkel får forudsætningerne en lidt anden funktion. Hverdags- og populærkulturen må man da definere som livsstile, familieliv, sædvaner og traditioner, religiøsitet, uddannelse, medier, sport og turisme. Politisk kultur er den statslige repræsentation, erindringspolitik, diskussionskultur, debatter om politiske stridsspørgsmål og værdier. Kunst bliver da den kunstneriske tolkning og udformning af verden gennem litteratur, billedkunst, film, musik, teater, museer, arkitektur og design. For mit vedkommende samler den største interesse sig om afsnittene, der fortæller om perioden fra Weimarrepublikken frem til i dag. Det er hele vejen igennem gedigent arbejde med sikre forstudier. Kun et enkelt sted studsede jeg under den medrivende læsning. Det var under Karl Christian Lammers' gennemgang af DDR fra 1945 til 1990. Han nævner her billedhuggeren Ernst Barlach, hvis udstilling i 1952 blev lukket, efter at han var blevet angrebet for "fremmedgørende formalisme". Man kunne have forventet, at nazisternes felttog mod hans kunst var blevet nævnt under Therkel Strædes afsnit om Nationalsocialismen og "Det tredje Rige" 1933-1945, for hans skulpturer blev betegnet som Entartete Kunst. Men her nævnes han ikke. Men udgangen på DDR's formalismedebat blev, at Barlach gik styrket ud af debatten, fordi Brecht med en artikel gik ind i debatten og betegnede Barlachs kunst som ganske enestående. Resultatet blev, at DDR tog Barlach, der døde i 1938, og hans kunst til sig og på det nærmeste stemplede den som ren DDR-kunst, hvorefter man åbnede et Bartlach-museum i 1953 i Güstrow. Det er en righoldig bog, skrevet med overlegenhed og skarpsyn og med en selvstændig indfaldsvinkel på de skiftende tiders rige liv i Tyskland. Den har med smidighed og artistisk evne fat på de store kunstneriske samlingspunkter i de mange år, den behandler. Jens Henneberg kultur@nordjyske.dk Anna Sandberg og Detlef Siegfried (red.): "Tysk kulturhistorie" 490 s., 399 kr., Gyldendal.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.