Par dømt for at sælge kvindens søn på nettet

Et tysk par er af retten i Tyskland blevet dømt for at sælge kvindens søn til prostitution på nettet.

Det tyske par Berrin Taha og Christian Lais er af retten i Tyskland dømt for at sælge kvindens søn til prostitution på det mørke internet. Arkivfoto: Thomas Kienzle, Ritzau Scanpix

Det tyske par Berrin Taha og Christian Lais er af retten i Tyskland dømt for at sælge kvindens søn til prostitution på det mørke internet. Arkivfoto: Thomas Kienzle, Ritzau Scanpix

TYSKLAND:En kvinde og hendes mand er tirsdag blevet idømt lange fængselsstraffe i Tyskland efter salg af kvindens mindreårige søn.

Drengen blev ifølge dommen handlet som sexslave på det mørke internet, hvor lyssky handler finder sted i et forsøg på at undgå offentlighedens søgelys.

Han er i dag ti år gammel.

Ved en domstol i den tyske by Freiburg blev den 48-årige mor, Berrin Taha, idømt 12,5 års fængsel. Hendes mand, Christian Lais, fik 12 års fængsel.

Retten fandt, at parret havde udsat drengen for seksuelt misbrug og solgt ham gentagne gange på det mørke internet i perioden maj 2015 til august 2017.

Parret blev kendt skyldig i voldtægt, seksuelt misbrug, tvungen prostitution og deling af børneporno.

Parret skal også betale en bøde på 42.500 euro svarende til over 300.000 kroner.

Anklageren havde dog krævet 14,5 års fængsel til moren og 13,5 år til hendes mand.

Sociale myndigheder i barnets lokalområde er blevet kritiseret kraftigt for ikke at tale med drengen selv, efter at der var blevet luftet bekymring om drengens situation flere måneder før anholdelsen af parret.

I stedet havde myndighederne holdt en samtale med drengens mor.

Desuden forsømte de lokale myndigheder at udveksle vigtige informationer om drengens velbefindende. Og man så bort fra advarsler fra drengens skole, fordi de angiveligt var "for vage".

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.