Retspleje

Tysk politi: Hverken racistisk eller terrormotiv bag bombe

BERLIN:Onsdagens bombeeksplosion i et indvandrerpræget butiks- og boligkvarter i Köln, som sårede 22 mennesker, skyldes muligvis et opgør i den kriminelle underverden. Ifølge de første efterforskninger tyder intet på et racistisk eller terroristisk motiv, meddelte politiet torsdag eftermiddag. - Vi har foreløbig ingen konkrete spor, hvad angår motiv og gerningsmænd, men vi har heller ingen indicier, der tyder på en terroristisk eller fremmedfjendsk baggrund, sagde politiets indsatsleder Dieter Klinger på en pressekonference i den vesttyske storby. - Efterforskningen går i alle retninger, tilføjede statsadvokat Rainer Wolf fra politiets statssikkerhedsafdeling. Politiet undersøger blandt andet, om sømbomben kan være placeret som led i en strid mellem rivaliserende tyrkiske bander i bydelen Mühlheim. De fleste af de 22 sårede i alderen 17 til 68 år var tyrkiske indvandrere. En af de sårede, der befandt sig direkte på eksplosionsstedet, blev torsdag morgen meldt uden for livsfare, men manden risikerer at få amputeret en arm, oplyste brandvæsenet. Ifølge politiet kan der ikke være tale om en ulykke, da der blev fundet et hav af 10 centimeters søm spredt ud over hundrede meter omkring eksplosionsstedet, hvor adskillige butiksvinduer blev ødelagt og i alt 16 huse beskadiget. Øjenvidner sagde til tv-stationen WDR, at det var et rent held, at ikke endnu flere mennesker var blevet såret af bomben, som skal have været placeret på en cykel, der stod foran en restaurant. Politiets tekniske undersøgelser ved eksplosionsstedet ventes først afsluttet torsdag aften. /ritzau/