Tysk strejke får Ryanair til at aflyse 150 flyvninger

Ryanairs ledelse advarer om, at det kan komme til at koste arbejdspladser, hvis strejkerne fortsætter.

Et fly fra det irske lavprisselskab Ryanair triller hen over asfalten i lufthavnen i Frankfurt tirsdag. Ryanair advarer de strejkende om, at det kan komme til at koste arbejdspladser, hvis strejkerne fortsætter. Foto: Silas Stein/Ritzau Scanpix
Arbejdsmarked 11. september 2018 16:56

Flyselskabet Ryanair aflyser 150 af 400 planlagte flyvninger til og fra Tyskland onsdag.

Det skyldes en planlagt 24-timers strejke blandt lavprisselskabets tyske ansatte onsdag. I alt ventes 400 piloter og omkring tusinde kabineansatte at nedlægge arbejdet.

Både piloter, stewarder og stewardesser kræver bedre arbejdsforhold og mere i løn.

Ryanairs ledelse advarer om, at det kan komme til at koste arbejdspladser, hvis strejkerne fortsætter.

- Det er strejker, der har til formål at skabe maksimal forstyrrelse for vores kunder og maksimal ødelæggelse mod Ryanairs forretning, siger selskabets marketingchef, Kenny Jacobs, på en pressekonference i Frankfurt.

- Men hvis vi oplever disse lynstrejker, bliver det vanskeligt at operere på normal vis i Tyskland, tilføjer han.

De tyske piloters fagforening vil have Ryanair til at acceptere mægling i striden om løn og arbejdsforhold. Men der er uenighed mellem parterne om, hvem der skal stå for mæglingen.

Denne sommer blev Ryanair ramt af en bølge af strejker, der omfattede piloter og kabinepersonale i flere europæiske lande.

I løbet af de seneste to uger er Ryanair-piloternes fagforeninger i Irland nået til enighed med selskabet om nye aftaler.

/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...